2583. Vi har nu set, hvorledes dyret ved menneskelig begavelse blev til næsten en guddom i forhold til den for dyret ellers fremtrædende normale tilværelse. Men denne "guddom" blev altså i stor udstrækning en dyrisk guddom, eftersom denne begavelse, af dette væsen, blev mere og mere behersket af dets dyriske hovedtendens: egoisme eller selviskhed. Dette væsen blev altså i virkeligheden den totale modsætning til den virkelige Guddom. Det blev, som tidligere nævnt, et djævlevæsen. Det har næsten en guddoms begavelse samtidig med, at det kun har et sympatisk anlæg, der ikke rager ret meget op over dyrenes. Og dette væsen ved da heller ikke af bedre beskyttelsesprincip end dette, der udløser sig i skabelsen af de stærkeste mord- og udslettelsesvåben og den heraf udvidede krigskapacitet. At mange væseners daglige tilværelse bliver en krigsskueplads, hvor man kun kender freden i form af en bevæbnet våbenstilstand, er selvfølgeligt. Virkelig absolut fred eksisterer således ikke på jorden. Denne kan kun eksistere imellem væsener, der gensidigt absolut ikke nænner at føre krig med hinanden. Alle andre former for fred er ustabile, hvis de da ikke er rent illusoriske eller udgør en camoufleret våbenstilstand. Menneskene mangler altså virkelig kærlighed. De mangler i virkeligheden ikke begavelse, men de mangler netop denne kærlighed for med denne at kunne lede deres begavelse og væremåde således, at de kan fremtræde som mennesket i Guds billede.