Den ukendte næstekærlighed eller den begyndende evne til at elske sin næste som sig selv
2584. Det bliver således også her synligt, at livslovens absolutte største og livsnødvendige bud er dette, at man skal elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv.Da intelligensevnens udfoldelse i egoismens, drabets og lemlæstelsens tjeneste kun afføder lidelser, og disse igen afføder den humane evne eller begyndelsen til den virkelige næstekærlighedsevne, begynder væsenet jo med denne nye evne at lyse og varme for sine omgivelser.Det er denne sympati eller begyndende humane evne, der ligger til grund for alle de mange humane lov- og retsforordninger, der forekommer indenfor staterne, samt alle former for forsorg og hjælp til ulykkelige og trængende mennesker i samfundet, filantropiske virksomheder, legater og fonde til hjælp og understøttelse for kunst og videnskab, for sygdomsbekæmpelser og meget andet, rent bortset fra, at menneskene indbyrdes også i stor udstrækning lever i en voksende sympati eller human følelse.Denne kommer i særlig grad til syne ved katastrofer, hvor mennesker er kommet i stor ulykke og nød.Det er meget opmuntrende og hjertevarmende at se, hvorledes menneskene kan gøre sig store anstrengelser for at samle penge, tøj og andre nyttegenstande ind til hjælp for sådanne katastroferamte mennesker.Det er ikke blot gældende for ulykkelige og trængende mennesker indenfor væsenernes egen stat, men hjælpen bliver ligeså godt sat i scene, når det gælder katastroferamte mennesker udenfor deres egen stat og nationalitet.I sådanne situationer ser man den til dagligt meget ofte skjulte sympati eller kærlighed, som altså i virkeligheden mere eller mindre er til stede i de almene mennesker.Men jo mindre udviklet denne kærlighedsevne er, desto mere katastrofale begivenheder skal der til, før den reagerer, og dens ophav viser medfølelse, især overfor fremmede eller for dette ophav ellers uvedkommende væsener.Det er jo let nok for nævnte ophav at føle medlidenhed eller kærlighed overfor de væsener, det selv har sympati for i forvejen f.eks. ægtefælle, dets børn, dets forældre og søskende eller andre, det på en eller anden måde er blevet nær knyttet til, men denne sympati er ikke nok.Den er langt fra at være slutfacittet på kærlighedens udvikling.Den kan ikke afskaffe hverken krigen eller nøden i verden.Det er først, når sympatien er vokset frem til også at gælde fremmede mennesker, ja, endog mennesker, der har voldt os ubehageligheder eller er fjendtligt stemt overfor os, at den begynder at blive en faktor i fredens skabelse.Når et væsens sympatiske anlæg og den heraf udgående humane evne eller næstekærlighed har fået en sådan kapacitet, da begynder den at afskaffe krigen i sit ophavs psyke.Da begynder kærlighedens sol at gå op over krigsskuepladsernes mørke nat.Da bliver krigsskuepladsernes dødsterræner såvel i menneskenes indre som i deres ydre verden, til lysende og varmende solrige egne, hvor det vil være godt for menneskene at være.Og det er jo netop udviklingen af denne sympati, der afføder dommedagens eller nutidens private og offentlige slagmarker.
Tilbage til forsiden
Forrige