2585. Vi vil igen se lidt på væsenets polkonstellation. Vi ved allerede, at den humane evne eller næstekærlighedsevnen kun udvikles eller affødes af lidelserne. Og lidelserne befordres netop af menneskenes uvidenhed med hensyn til den forpligtelse, ethvert menneske har overfor ethvert andet levende væsen. Forpligtelsen er den, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette udgør altså det store mål med udviklingen. Det er rigtigt, at menneskene har en overordentlig stor intelligens og viden om materien eller stoffet og kraften og kan allerede i kraft af denne viden udløse en mangfoldighed af materielle goder. Denne viden om stoffet og kraften giver således menneskene kolossale muligheder. Men hvilke af disse muligheder ønsker menneskene at benytte sig af? – Vil de bruge disse til at udnytte deres næste og leve højt på dennes bekostning, kan de eventuelt ganske rigtigt opnå dette i kraft af deres viden og position i forhold til materien, men en sådan udnyttelse af sin næste kan kun repræsentere et kredsløb. Virkningen af enhver sådan udnyttelse af sin næste kommer netop tilbage til sit ophav og bliver et led i dettes skæbne. Udnytter dette ophav derimod mulighederne, det har til at være til glæde og velsignelse for sin næste, da bliver denne manifestationsform også et kredsløb og kommer tilbage til sit ophav. Og dette kommer derved til at opleve den samme velsignelse, som det selv sendte ud. Menneskene kan ikke liv efter liv opleve dette, uden at det efterhånden bliver til viden. Og for en vis gruppe menneskers vedkommende er denne sympati eller humane evne nået et stadium af en sådan kapacitet, at den i visse situationer overtrumfer den kunstige opretholdelse af forelskelsessympatien.