2586. Vi er nu blevet klar over, at der i det jordiske menneskes psyke udvikler sig en helt anden sympati eller et helt andet sympatisk anlæg end det parringsmæssige eller ægteskabelige. Og vi har set, at denne ny sympati, alt eftersom den udvikler sig og gør sig gældende, bliver mere og mere en hård konkurrent til parrings- eller ægteskabssympatien. Medens væsenet, før denne ny udvikling fandt sted, kun kunne føle sympati i kraft af sin forelskelsesevne og for denne evnes objekter, er den ny sympati absolut ikke afhængig af en forelskelsesevne. Denne er i sig selv det samme som virkelig fundamental kærlighed der, hvor den er fuldt udviklet. I kraft af dette stadium, hvor den er fuldt udviklet, kan dens ophav ikke nænne at gøre andre væsener fortræd. De situationer, i hvilke menneskene kan nænne at gøre fortræd, viser jo, at her er deres virkelige kærlighedsevne endnu ikke udviklet. Udenfor denne grænse for, hvad menneskene ikke kan nænne at gøre imod deres næste, er de i en tilsvarende grad ufærdige væsener. Her udenfor denne grænse dikteres væsenets væremåde eller forholdet til dets omgivelser endnu af dets enpolede tilstand, hvilket igen vil sige: af egoismen eller selviskheden. Det ufærdige, jordiske menneske udgør altså et væsen, hvis psyke er spaltet i to mentale tilstande. Det udgør en tilstand, i hvilken det er egoistisk eller selvisk og handler efter princippet: Enhver er sig selv nærmest. Denne tilstand er dets oprindelige fra dyrets selvopholdelsesdrift nedarvede tendens. Den anden tilstand er en igennem dets hidtil oplevede lidelsestilstand affødt begyndende næstekærlighed. Denne sympatiform adskiller sig fra parringssympatien eller den anden mentale tilstand i mennesket ved mere og mere at befordre princippet "enhver er sin næste nærmest" eller dette "hellere at give end at tage".