Livets Bog, bind 7
Kristuskærligheden og jordmenneskene
2588. Men hvordan skulle menneskene kunne præstere den forannævnte kærlighed, hvis ikke Guds skabende hånd netop befordrede den igennem væsenernes egen oplevelse af godt og ondt? – Og hvordan skulle menneskene komme til at opleve godt og ondt, hvis ikke der var banet adgang til denne oplevelse igennem udviklingens kredsløb? – Hvordan skulle væsenernes adgang hertil blive mulig, hvis ikke de to store generalorganer: den maskuline og den feminine pol i væsenerne ikke eksisterede? – Vi bliver altså her vidne til i Kristus at se et væsen, der repræsenterede den færdige, fuldkomne guddommelige væremåde så godt, som det nu kan lade sig gøre i en verden, hvor denne væremåde endnu var en bølgelængde, der kun kunne skabe sparsomme mere eller mindre ufuldkomne kontakter med en relativ lille gruppe af mennesker, der var mere eller mindre modne for hans forkyndelse, og slet ikke med den part af jordens mennesker, der repræsenterede den autoriserede og med overlegen magt og diktatur opretholdte livsopfattelse. Først senere slægter skulle komme til at begynde at forstå denne ophøjede guddommelige kærlighedsevnes struktur og altgennemtrængende strålevæld. Hvordan skulle menneskene ellers komme til at elske deres næste som sig selv? – Dette store buds opfyldelse er en absolut betingelse for, at et væsen kan blive til mennesket i Guds billede og dermed opfylde det store mål, der er hensigten som slutfacit med ethvert levende væsen. Alle levende væsener er jo mennesker på forskellige stadier i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Og hvad er det, vi netop ser i udviklingen af denne begyndende næstekærlighed i det jordiske menneske? – Hvorfor forekommer der de to naturer: det onde og det gode i disse væsener? – Hvorfor eksisterer ikke disse to naturer i dyrene? – Hvorfor er den natur, der netop udløser det onde, i degeneration, og hvorfor er den, der skal befordre det gode, netop i udvikling i menneskene? – Kan man retmæssigt forlange tydeligere beviser eller kendsgerninger, der stadfæster de to naturer i menneskene mere end netop i form af alt det, Gud lader menneskene opleve i indeværende tidsepoke? –