Livets Bog, bind 7
Instinktet og den sande virkelighed bag de religiøse opfattelser eller dogmer
2591. I henhold til det foranstående kan vi således se, at det ikke er den materialistiske videnskabs mission at give oplysninger på dette kosmiske eller psykiske felt. Her må der netop en helt anden form for videnskab til, hvis tilblivelse absolut ikke sker ved at veje og måle fysiske materier. Denne videnskab er derimod baseret på en ganske anden sansemetode. Da denne sansemetode er totalt umulig uden kærlighedsevne, er det ikke så mærkeligt, at denne ny videnskabs objekter, altså den kosmiske eller åndelige verdens videnskab er et mysterium for væsenerne i samme grad, som de mangler kærlighed. At dette mysterium, hvorfra alle åndelige opfattelser og dogmer er udgået, ikke desto mindre rummer en absolut urokkelig virkelighed og ikke er et rent tomt fata morgana, en indbildning, en syg eller løbsk fantasi, bliver blandt meget andet til kendsgerning for den udviklede forsker derved, at væsenerne, endnu inden de får virkelig forskerevne, allerede har en medfødt indstilling til en højere verden end den fysiske eller den, der opleves med de fysiske sanser. De har alle et medfødt bevidsthedsområde, der udløser sig i alt, hvad der kommer ind under begrebet "religiøsitet". Denne religiøsitet giver sig allerede udslag helt nede i de primitive naturmennesker som en instinktmæssigt båret tro på højere magter, guder og djævle, som har magt over naturens kræfter og menneskenes skæbne, og med hvem det derfor gjaldt om for menneskene at være i god kontakt for i en given vanskelig situation at kunne blive hjulpet af disse væsener. Dette religiøse princip er, som tidligere oplyst, en medfødt instinktmæssig egenskab, som aldrig ville være blevet til, hvis der ikke netop var en virkelighed bag hele det religiøse mysterium, som dette instinkt havde til opgave at føre menneskenes bevidsthed ind på og skabe forbindelse med.