2593. At det forannævnte religiøse instinkt ændrede sig, da menneskene begyndte at få intelligensen udviklet, er selvfølgeligt. Denne evne skulle jo netop være med til at give væsenet evne til selv vågen bevidst at være medbestemmende i sine manifestationer, så det ikke vedblivende automatisk og mere eller mindre ubevidst skulle ledes af instinktet. Og den bragte, som vi allerede ved, mennesket til en overordentlig stor optagethed af at forske, undersøge og eksperimentere med de foreteelser, som det netop ved hjælp af intelligensen kunne gøre til kendsgerning og dermed til vågen dagsbevidst viden. Alt blev indstillet på denne forskning og dens resultater som en formentlig vej til livsmysteriets løsning. Men denne vej førte foreløbig menneskene til stor viden og kunnen med hensyn til materien og dens kræfter, men til livsmysteriets løsning førte denne forskning og viden absolut ikke. Den førte derimod til en total afsporing fra instinktets indflydelse, nemlig evnen til at tro på noget i retning af de højere livsformer eller den virkelighed, fra hvilken det fysiske tilværelsesplans kloder, verdener og livsformer bliver dirigeret. Den megen iagttagelse og viden gjorde på en måde instinktet overflødigt. Det blev sat ud af funktion netop fordi væsenet nu indstillede sig på, hvad det selv kunne se og iagttage. Det blev altså materialistisk og gudløst. Og djævlebevidstheden, som vi har set, opstod. Men alt dette var en ganske naturlig og logisk proces i den guddommelige verdensorden eller i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Uden denne proces ville dyret aldrig blive til det fuldkomne menneske. Vi har jo netop set, at de af denne proces affødte lidelser skulle til, for at mennesket bagefter kunne få den bevidsthed, der var ét med Guds bevidsthed.