2594. Nu er vi altså kommet frem til at se en ny sympatitilstand, der absolut ikke er identisk med den sympatitilstand, menneskene ellers har kaldt "kærlighed", og som kunstnere og forfattere i skuespil og digte har lovsunget højt i sky som kærlighed, men som i realiteten absolut ingen virkelig kærlighed er. Den er, som tidligere bemærket, en opretholdt forstærket kunstig sympati, for at væsenerne netop endnu, inden de har fået udviklet nogen som helst virkelig kærlighedsevne, i kraft af denne kunstigt frembragte sympati, kunne få adgang til i en vis grad at kunne opleve glimt af det guddommelige, himmelske lys, de engang havde forladt, men som de nu atter er på vej til at skulle udvikle evner til permanent at kunne opleve i sin virkelige renkultur.
      I den kolde mørkets zone, hvor virkelig kærlighed endnu kun er en fremtidsdrøm, og hvor livsbetingelsen derfor i tilsvarende grad er denne, at enhver er sig selv nærmest, og det derfor er højaktuelt at dygtiggøre sig i at dræbe sin næste, konkurrere ham ud, undertrykke ham, ja, for visse væseners vedkommende er det endog en livsbetingelse at bjærge sit eget liv på hans goder og ret til at leve, ville der ikke være noget som helst sjæleligt lys, hvis ikke ægteskabs- eller parringstilstanden eksisterede. Den kunstigt frembragte sympati bevirker altså, at væsenerne, selv om de er i en zone, der udgør mørkets kulmination eller helvede, alligevel ikke er udelukket fra det himmelske lys eller fornemmelsen af at blive elsket og ligeledes heller ikke selv fra at kunne elske. Men denne sympati adskiller sig fra den virkelige kærlighed derved, at den primært bæres af selviskhed. Hvis det forelskede væsen hos objektet for sin forelskelse ikke møder en tilsvarende genelskelse, bliver det bittert imod denne part, ja, det kan endog føre til drab, hvor det ikke fører til en permanent krig, melankoli, sortsyn, livslede og selvmord. Sådanne virkninger kan den absolutte kærlighed aldrig nogen sinde afføde. Den afviger fra forelskelsessympatien ved ikke at være selvisk, ved ikke at fordre noget som helst. Den befordrer ønsket om: hellere at give end at tage. Den afføder forståelse og tilgivelse. Den betinges absolut ikke af genelskelse eller båndlæggelse af noget andet væsen til fordel for sig selv. Den udstråler sit lys og sin varme ligesom solen på alt og alle uden betingelser eller fordringer.