2596.
Er det ikke netop en urokkelig kendsgerning, at parrings- eller ægteskabssympatien ikke i nogen som helst grad er i stand til eller har kapacitet nok til at forhindre væsenernes fremtræden med "djævlebevidsthed"? –
Er det ikke netop overalt synligt, at denne kunstige sympati umuligt kan garantere menneskene en virkelig guddommelig og varig lystilstand eller glæde ved livet? –
Ser vi ikke netop et svimlende antal børn, der er avlet af forældre, som kun har ønsket at tilfredsstille deres seksuelle drift, ganske uden at føle ægteskabelige forpligtelser, ganske uden at tænke på at skabe noget hjem for de børn, der måtte blive følgen af deres drifters tilfredsstillelse? –
Er der ikke et ligeså svimlende antal mennesker, der svigter ægtefælle og børn grundet på forelskelse i en ny seksuel partner? –
Er der ikke netop et gigantisk område, der er indhyllet i mørke og lidelser, livslede og selvmordstanker alene på grund af den ægteskabelige degeneration? –
Er der ikke netop mange situationer her, hvor menneskene ikke opfylder deres ægteskabelige forpligtelser, omsorg for ægtemage og afkom i en så fuldkommen grad som dyrene? –
Er det ikke synligt, at djævlebevidstheden også her gør sig gældende? –
Det er ikke for at kritisere disse menneskers tilstande, at vi nævner disse foreteelser her.
Det er udelukkende kun for at vise de virkelige fakta i menneskenes nuværende situation. –
Hvordan skulle det gå, hvis verden udelukkende kun skulle regeres ved den blotte parrings- eller ægteskabssympati, som ikke engang kan garantere selve ægteskaberne og familieforholdene nogen som helst stabil lykke? –
Er det ikke let at se, hvor absolut nødvendigt det er, at en virkelig næstekærlighedssympati må til for at kunne hæve menneskene op i en mental tilstand, i kraft af hvilken de ikke mere kan nænne at leve i en væremåde, hvor selviske eller egoistiske interesser kulminerer i blodig udnyttelse af andre væsener, befordrer tilraning af disses goder og værdier, efterladende de samme væsener i den heraf affødte mere eller mindre ulykkelige tilstand?