2597. I henhold til det foranstående er det glædeligt for den udviklede forsker at se, hvorledes en ny sympati er i færd med at blive til kendsgerning og kan spores alle vegne. Denne sympati er absolut ikke en kunstig opretholdt funktion eller tilstand. Den er en af udvikling affødt organisk evne i væsenet til efterhånden at føle en større og større glæde ved at kunne hjælpe og støtte, ja, kort sagt, ved at give sit liv for andre væsener og således begynde at opfylde Skaberens ønske om at være til glæde og velsignelse for alt levende. Det er denne ny sympati, der, som tidligere nævnt, kan spores overalt i trofaste venskaber imellem væsener uden at være køns- eller ægteskabsbetonet. Men det kan ikke nægtes, at den ny sympati efterhånden vokser forbi parrings- eller ægteskabssympatien, som netop ikke vokser, og væsenet dermed begynder at blive et andet væsen. Dette andet væsen bliver altså mere og mere uegnet til ægteskab, alt eftersom den ny sympati udvikler sig. Denne ny udvikling bevirker, som før berørt, "de ulykkelige ægteskabers zone", alt eftersom parrings- eller ægteskabssympatien degenererer og væsenets sympatiske anlæg overgår til dobbeltpoletheden. Den første spæde virkning heraf er den modsatte pols vækst og den heraf affødte begyndende menneskelige evne, vi kender som følelsen, der af instinktet bliver omdannet til religiøsitet og troen på et forsyn. Dernæst begyndte intelligensen også at komme frem og bragte dyret frem til prædikatet "menneske", selv om dette væsen i virkeligheden endnu kun var et dyr, der havde fået lidt menneskelig følelse og en meget virksom, begyndende intelligens, af hvilken grund væsenet derfor foreløbig fik en overdimensioneret dyrisk bevidsthed, som vi har måttet udtrykke som "djævlebevidsthed".