2600. Hvis denne hvedebrødsdagenes epoke usvækket får et ægteskab mellem to væsener til at holde hele deres jordliv fra ungdommen og frem til alderdommen, hvor den fysiske død adskiller dem, udgør det endnu ikke en repetition. Men disse ægteskaber, der således udelukkende holdes sammen og befordres af ægtefællernes gensidige usvækkede forelskelse, bliver mere og mere sjældne. Vi må her huske på, at de mange ægteskaber, vi bliver vidne til, der varer ægtefællernes liv ud, som regel ikke holdes sammen på grund af parternes gensidige forelskelse, idet denne forlængst er forbi og dermed også hvedebrødsdagene. Når disse ægteskaber ikke desto mindre har kunnet vare ægtefællernes liv ud, skyldes det andre grunde. Den ene af parterne eller eventuelt begge parter kan f.eks. allerede have udviklet så megen næstekærlighedssympati, at de, skønt de ikke er forelskede i hinanden, og deres seksuelle samliv er uden kraft eller måske endog helt ophørt, så dog finder stort behag i hinandens selskab. Men dette samliv er ikke noget ægteskab i absolut forstand. Det er i virkeligheden kun et venskabsforhold, altså et forhold, der er baseret på den i de to pågældende væsener begyndende virkelige næstekærlighed. Den sande ægteskabsepoke er således kun den, der opleves som "hvedebrødsdage" for ægtefællerne, ligegyldigt hvor kort eller lang denne epoke så end måtte være. Der, hvor denne epoke ikke varer livet ud, men er af mere eller mindre kortvarighed i forhold til ægtefællernes liv, der udgør den, som før nævnt, kun en repetition. Det er denne forelskelsens ustabilitet, der bevirker ægteskabernes opløsning og indgåelse af nye ægteskaber. Væsenerne kan således komme til at opleve gentagne repetitioner af ægteskab i et enkelt jordliv. Og jo flere sådanne ægteskabelige repetitioner, et væsen oplever i et jordliv, desto hurtigere degenererer dets forelskelsesevne for tilsidst helt at ophøre. Og det pågældende væsen vil derefter totalt være uden noget ægteskabeligt talent.