2601. Vi har her set, at der forekommer ægteskaber, der varer helt op i alderdommen, til ægtefællernes fysiske død opløser det, skønt hvedebrødsdagene forlængst var ophørte for de pågældende væsener, og at samlivet derefter udelukkende var baseret på væsenernes begyndende næstekærlighed. Men den store part af jordens mennesker er endnu ikke udstyret med en så stor næstekærlighed, at de udelukkende på grund af den forbliver i et ægteskab med en ægtefælle, som de ikke mere er forelsket i eller er seksuelt tiltrukket af. De nænner ikke at udfolde deres mere eller mindre fremtrædende antipati imod den anden part i ægteskabet, når repetitionsperioden eller hvedebrødsdagene er forbi. At ægteskabet derved bliver meget ulykkeligt for den anden part, for hvem repetitionsperioden endnu ikke er forbi, og vedkommende derfor stadig er forelsket i den svigtende part, er indlysende. Her bliver der meget med mentalt mørke, vrede og bitterhed, manglende hensyntagen mellem ægtefællerne indbyrdes. Hjemmet og samlivet bliver næsten uudholdeligt for begge parter, ligesom den svigtende part ofte søger at finde lykken udenfor ægteskabet. Nævnte part kan atter blive akut forelsket i kraft af den seksuelle sult, som den lider af, fordi den ikke finder den tilfredsstillende mættelse i samlivet med sin ægtefælle, som han (hun) jo har mistet sin ægteskabelige sympati for. Utroskab og skilsmisser, juridiske processer og ulykkelige situationer for de børn, der findes i sådanne ægteskaber, bliver her følgen. Det er sådanne situationer, der i stor udstrækning for manges vedkommende afløser hvedebrødsdagenes epoke, får djævlebevidstheden til at florere, og navnlig hvis begge parters repetitionsperiode ikke er forbi samtidig, da bliver livet næsten uudholdeligt for den part, i hvem forelskelsen i den svigtende part stadigt gør sig gældende. Men tilsidst er forelskelsesevnen så svækket, at væsenerne ikke har drift nok til at indgå ægteskaber, ligesom repetitionsepokerne bliver kortere og kortere og kommer tidligere og tidligere i hvert jordliv for helt næsten ubemærket og uskyldigt at gøre sig gældende i barneårenes legeperiode for her tilsidst totalt at ophøre og dermed helt udgå af væsenets livsoplevelse. Og hermed er væsenet kommet til vejs ende med sin enpolede tilstand og har dermed forladt ægteskabs- eller parringszonen. Det hører nu ikke mere til flokken eller det store flertal af jordens mennesker.