2603. Vi har her for os et væsen, der er nået så langt frem i udviklingen, at det ikke mere kan blive forelsket. Da det udelukkende er forelskelsesevnen, der normalt skaber væsenets tiltrækning til og favorisering af det modsatte køns væsener, eksisterer denne tiltrækning og favorisering af nævnte køn altså ikke mere i dette væsens psyke. Det har derfor nu i sig ikke mere dragning til det modsatte køn end til dets eget køn. Men ikke desto mindre har det i sig stadig en seksuel drift. Den hører normalt aldrig nogen sinde op. Man må ikke tro, at den seksuelle tilstand kun har til opgave at befordre parringssympatien og forplantningen i dyreriget. Den var til stede i planteriget og blev her forvandlet til enpolethed. Denne enpolethed nåede sin kulmination i dyreriget. Herefter skal væsenets seksuelle drift befordres af dobbeltpoletheden og overgå til en ny mission. Hvilken mission har da den seksuelle drift, når den ikke mere skal befordre parrings- eller ægteskabsdriften og den heraf følgende forplantning? – Den seksuelle drift har herefter den store og urokkelige opgave at opretholde og befordre universets eller verdensaltets grundtone: alkærligheden.