De totalt dobbeltpolede væsener er Guddommens primære bevidsthedsorganer for manifestation og oplevelse
2604. Alkærligheden er, som tidligere berørt, det samme som Guds væremåde.Det er denne udfoldelse af Guds bevidsthed og væremåde, der befordres i kraft af dobbeltpoletheden i alle de væsener, der er blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".Det er altså alle de væsener, der har fået total "kosmisk bevidsthed", og den hertil udviklede organisme, der befolker og er hjemmehørende i det fuldkomne menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget i de kosmiske spiralkredsløb.Disse kosmiske verdeners beboere er Guddommens fuldkomne og dermed primære manifestationsredskaber.Igennem disse væsener styrer og leder Guddommen hele verdensaltet med dets oceaner af skabelser af de levende væseners organismer, kloder, sole og mælkeveje eller stjernebyer, såvel i makrokosmosspiralerne som i mikrokosmos- og mellemkosmosspiralerne.Alle disse væsener udgør således, som tidligere berørt, Guddommens primære bevidsthedsorganer.Disse i spiralkredsløbenes højeste verdener hjemmehørende væsener udgør alle, i kraft af deres dobbeltpolethed, væsener, der totalt er hævet over forelskelses- eller parringssympatien.De har forlængst overstået lidelsernes kulmination og er derfor hævet over reinkarnationen eller genfødelsen på det fysiske tilværelsesplan.I kraft af deres totale eller kulminerende visdoms- og kærlighedsvæsen i form af "kosmisk bevidsthed" er de blevet ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Gud.Disse spiralkredsløbenes højeste verdeners primære befolkninger udgør, som tidligere berørt, Guddommens primære bevidsthedsområde.Disse væsener er således Guddommens primære sanse-, oplevelses- og skabeorganer.Uden disse væsener ville Guddommen ingen som helst bevidsthed have.Guddommen ville være et evigt eksisterende "noget" uden liv, uden viden, uden magt eller kort sagt, totalt uden manifestation.Dette evige "noget", som er verdensaltets suveræne Guddom, verdensaltets altomfattende levende ophav, ville være et evigt umanifesteret "noget".Der ville ikke være noget verdensalt.Der ville hverken være tid eller rum.Dette guddommelige "nogets" eksistens ville i al evighed kun eksistere som en absolut ubevægelighed og dermed som en evig absolut død.Men nu eksisterer imidlertid det modsatte som en kendsgerning.Guddommen udgør ganske rigtigt et evigt eksisterende "noget", men denne evige eksistens er, takket være Guddommens mangfoldighed eller uendelighed af levende væsener af alle slags bevidstheds- og skabelsestrin, ikke en evig død, men et evigt liv.
Tilbage til forsiden
Forrige