2605.
Dette forannævnte evige liv beror altså på bevægelse.
Uden skabelse ville det altså ikke eksistere.
Men når det beror på skabelse, beror det også på en skabeevne.
Denne skabeevne er det samme som livsoplevelsesevnen.
Men denne evne beror igen på kontrastskabelse.
Uden at være en skabelse og oplevelse af kontraster kan livsoplevelsen umuligt finde sted.
Derfor kan væsenernes livsoplevelsesevne, der også er Guddommens livsoplevelsesevne, kun opretholdes i kraft af en fornyelse og dermed en vedligeholdelse af denne.
Vi er allerede gennem tidligere analyser blevet kendt med, at denne fornyelsesproces sker igennem væsenernes passage af det kosmiske spiralkredsløb.
Vi ved, at de levende væsener igennem deres passage oplever kulminationen af mørket og får derigennem evnen til at manifestere og opleve lyset.
De kosmiske kredsløbsspiraler har altså en kulminerende mørkezone og en kulminerende lyszone.
Den kulminerende lyszone udgør de førnævnte højeste, åndelige eller kosmiske verdener, hvis primære beboere er de færdige eller fuldkomne mennesker i Guds billede efter hans lignelse.
Disse spiralernes højeste levende væsener udgør, som tidligere nævnt, Guds livsoplevelses- og skabelsesredskaber.
Deres samlede oplevelse og manifestation udgør altså Guddommens primære bevidsthed.
Kun igennem disse væsener kan Guddommen åbenbare eller udløse sin alvisdom, alkærlighed og almagt.