2614. Dyrene og endnu meget ufærdige mennesker ser ikke med velvilje på væsener, der afviger fra deres flok eller fra de af denne opsatte autoriserede leveregler. Dyrene dræber som oftest de abnorme væsener indenfor deres art eller race. Og selv om menneskene efterhånden begynder at forstå de mange fra flokken afvigende, begyndende dobbeltpolede, væseners situation, er der dog endnu megen forfølgelse, bagtalelse og misforståelse fra flokkens side overfor disse væsener, ja, der findes endog endnu i visse lande straf for sådanne væsener, hvis de følger den for dem naturlige tilstand: at vise en ligeså stor sympati for deres eget køn som for det modsatte køn. Men denne misforståelse fra flokkens side overfor disse væsener, har i fortiden således affødt hån og spot, straf og henrettelser, hvis de afslørede og manifesterede det, der var totalt normalt og naturligt for dem. Dette har bevirket, at væsener, der parringsmæssigt begyndte at afvige fra flokken, måtte holde denne deres, i virkeligheden absolut normale, men fra flokkens natur afvigende natur, totalt undertrykt. Men hvordan skulle disse væsener, hvis seksuelle drift var mindst lige så stærk som hos de såkaldte "normale" væsener, altså flokkens væsener, men med en anden seksuel indstilling end disse væsener, der, selv om den absolut ikke var umoralsk, alligevel forfulgtes med straf indtil dødsstraf eller henrettelse, skandale, hån og spot, ja, selv undertiden af sine egne nærmeste fortrolige kunne blive bagtalt på dette område, få en normal, videre udvikling af den dobbeltpolede tilstand under sådanne forhold? – Ethvert af disse dobbeltpolede væsener måtte jo frygte det værste. Her er slet ikke tale om væsener, der i kosmisk forstand er afsporet eller fremtræder perverst. De udgør den naturlige overgang fra pattedyr til menneske. Det er denne flokkens uforstand og den heraf affødte antipati, straf og henrettelsestendens, der ligesom skaber en total opdæmning for en i realiteten absolut normal udvikling i mennesket. Denne opdæmning har sat sine skrækkelige spor indenfor det pågældende område af menneskets psyke i form af seksuelle afsporinger. Hvordan kunne det blive anderledes? – Når et menneske blev født til verden i en tilstand, i hvilken det var mere dobbeltpolet end enpolet, og det derfor i sig havde den heraf affødte seksuelle tilstand, var det ligefrem livsfarligt for et sådant væsen. At vise, at det havde den samme sympati eller kærlighed til væsener af dets eget køn, som det havde til væsener af dets modsatte køn, selv om den ikke udgjorde nogen som helst parrings- eller forelskelsessympati og slet ikke på nogen som helst måde var identisk med den imellem de to køn bindende forelskelse, var mere end nok til at vække flokkens eller de stærkt enpolede væseners antipati, forfølgelse og bagtalelse.