2618. Da nævnte dobbeltpolede væsen har passeret hele mørkets sfære og oplevet dens lidelser, har det en overordentlig stor begavelse indenfor det humane område og hermed indenfor det religiøse. Derfor er sådanne væsener ofte i spidsen for humane missioner. I kraft af deres intuitionsevne får de efterhånden kosmiske glimt, der udløser sig som brudstykker af livsmysteriets løsning. De bliver "mestre" og "vismænd" indenfor højere religiøse felter. De er på vej til at opleve "den store fødsel" eller indvielse. I kraft af denne bliver deres bevidsthed totalt overskygget af den hellige ånd, og de får permanent kosmisk bevidsthed, bliver ét med Gud, bliver ét med vejen, sandheden og livet. De bliver således totalt suveræne, og igennem deres permanente kosmiske bevidsthed får de adgang til alle livets største oplysninger i fuld vågen, fysisk dagsbevidsthed. De ophører dermed efterhånden at inkarnere i fysisk materie. Dog kan de under særlige forudsætninger inkarnere i fysisk materie som sande verdensgenløsere eller messiasser. I denne mission er de talerør og kanal for den visdom og kærlighed, der i de givne situationer eller epoker skal åbenbares for menneskene for at orientere dem og føre dem fremad imod den store kosmiske suverænitet eller de samme store mål, som de selv har nået og repræsenterer opfyldelsen af. Er det ikke netop et sådant væsen, vi genkender i Kristus? – Viser ikke hans bjergprædiken og øvrige forkyndelse netop et sådant væsen, der er blevet ét med Gud og dermed ét med vejen, sandheden og livet? – Havde han ikke også en sådan alkærlighed, at han midt i sin korsfæstelse, denne forfærdelige lidelse, kunne elske sine korsfæstere og ønske, at de ikke skulle komme til at få nogen gengældelse for den smerte og lidelse, de påførte ham. Og havde han ikke også den kosmiske viden, at han vidste, at disse bødler i virkelig forstand ikke vidste, hvad de gjorde? – Bliver vi ikke her vidne til en virkelig uselvisk sympatiudfoldelse, der langt overstråler den kunstigt opretholdte parringssympati, vi kender under begrebet "forelskelse", og som i realiteten kun kan opretholdes i kraft af en lignende tilbagevirkende forelskelse fra det væsens side, der er dens objekt. Det var således ikke forelskelsessympati eller parringskærlighed, der skabte tilgivelsen og forbønnen i Jesu bevidsthed under hans korsfæstelse. Det var heller ikke en sådan sympatitilstand, der befordrede hans guddommelige tale og væremåde. Fra den lyser og funkler overalt kun den virkelige, totale næstekærlighed, den sympatitilstand, der får mennesket til at elske sin næste som sig selv, den altoverstrålende kraft, der er Guds væremåde og verdensaltets grundtone og livskraft.