2624. Vi ved også, at den omtalte parringsakts bærende kraft er en kunstigt opretholdt sympatitilstand, vi kender som forelskelse. Vi kender også denne sympatis store velsignelse for væsenerne i dyreriget og ligeledes for de ufærdige mennesker, i hvis sfære den absolutte eller virkelige kærlighed endnu i en overvældende stor udstrækning kun er utopi eller en smuk fremtidsdrøm, og væsenerne derfor lever i krig med hverandre. I nævnte sfære ville der jo slet ikke være nogen som helst mulighed for at opleve sympati, hvis ikke parrings- eller forelskelsessympatien i kraft af enpoletheden automatisk bragtes frem til udløsning i væsenet. At denne sympati ikke er kærlighed, afslører sig igennem den mentale tanketilstand, der hedder skinsyge og jalousi. Forelskelsessympatien fordrer absolut gensidig forelskelse mellem parterne. Hvis en af parterne kommer til at vise sympati eller forelskelse for et andet væsen end ægtemagen, bliver denne sidstnævnte part som regel ulykkelig, bitter og vred, ja, denne tilstand kan endog føre til mord og selvmord. Forelskelsessympatien er således ikke uselvisk. Den forelskede partner tåler absolut intet andet objekt for den forelskelse, som det selv er genstand for hos et andet væsen. Den er altså et middel, ved hvilket væsenerne under visse særlige betingelser kan opleve en vis lykke eller glæde under deres passage igennem den del af spiralkredsløbet, hvor der ud over forelskelses- og afkomssympatien ikke eksisterer andet end næsten dødsfjendskab imellem væsenerne. Samtidig med, at den således lader væsenerne opleve små glimt fra det paradis, som de engang har forladt, og skaber afkomsbeskyttelse, udgør forelskelsen som nævnt en realitet, ved hvilken skinsygen fødes. Denne er igen roden til absolut alt "det onde". Den bliver således identisk med den dybeste direkte eller indirekte årsag til alle ulykkelige skæbner og det heraf affødte ragnarok eller helvede. Vi ser derfor her, at menneskene umuligt kunne blive fuldkomne og befriet fra ulykkelige skæbner i kraft af enpoletheden.