Dobbeltpolethedens sympati eller den absolutte kærlighed er fundament for Guddommens og de kosmisk bevidste væseners væremåde
2625. Medens enpoletheden således er et redskab for skabelse af mørket, bliver dobbeltpoletheden et redskab for væsenets oplevelse og skabelse af lyset eller den totale næstekærlighed.Dobbeltpolethedens sande sympati er ikke på nogen som helst måde kunstig.Den er en gennem væsenets passage af spiralkredsløbets mørke affødt virkelig guddommelig energi.Det er denne energi, der som bekendt er udtrykt som den virkelige og absolutte "næstekærlighed".Den afviger fra forelskelses- eller parringssympatien derved, at den er totalt uselvisk.Den udgør en evne, der automatisk bringer sit ophav i en lyskontakt med Guddommen og alle levende væsener og kommer naturligvis til sin kulminationsudløsning i det totalt fuldkomne menneske i Guds billede.Den udgør således den totale opfyldelse af livsloven eller dette, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.Det dobbeltpolede væsens sympati for et andet væsen er således ikke en akut sympati, men en permanent og urokkelig egenskab ved sit ophav.Den udgør en permanent sjælelig tilstand, der udstråler en altgennemtrængende, kulminerende kærlighed og visdom i renkultur.I kraft af den bliver væsenets væremåde i alle sine slutfacitter urokkeligt til glæde og velsignelse for levende væsener.Den er fundamentet for selve Guddommens bevidsthed og væremåde.Igennem den udvikles intuitionsevnen i kraft af hvilken, det levende væsen får adgang til "kosmisk bevidsthed", hvilket vil sige: en psykisk, organisk struktur, ved hvilken væsenet bliver i stand til at opleve den allerhøjeste viden eller selve livsmysteriets løsning.Det er i kraft heraf, at væsenet kommer til at opleve sig selv som værende "ét med Gud".
Tilbage til forsiden
Forrige