2632. Det fuldkomne menneskes totale kærlighed er således den allerhøjeste sympati, der overhovedet kan manifesteres af et væsen overfor et andet. Den er så stærk, at der ikke findes den lidelse, som væsenet ikke ville påtage sig for sin næste, hvis lidelse overhovedet kunne finde sted i de højeste verdener. En så udviklet sympatifølelse eller kærlighed blev væsenet jo udviklet til, inden dets reinkarnation i den fysiske materie ophørte. Det var netop evnen til uselvisk at føle denne kærlighed for sin næste, der var betingelsen for væsenets frigørelse fra reinkarnationen eller de tilbagevendende genfødelser i fysisk materie, hvorved det blev hjemmehørende borger i kulminationszonen af Guds rige, de højeste verdener, der allerede her på jorden er betegnet som "himmeriges rige". Således at elske andre væsener næsten højere end sig selv, og ligeledes selv at blive elsket af medvæsenerne med den samme urokkelige sympati, er jo den højeste Guddommelige foreteelse, der absolut kun kan udtrykkes som Guddommens eget strålevæld. Det er ikke så mærkeligt, at væsenerne her er ét med Gud. Hvad er en forelskelsessympati i forhold til en sådan kulminerende hengivenhed eller altoverstrålende kærlighed. Man forstår også, at der her absolut ikke er brug for nogen som helst forelskelsesproces eller kunstig frembringelse af sympati, ligesom den til forelskelsen knyttede forplantningsproces er totalt overflødig. Her er derfor ingen ægteskabsløfter, ingen utroskab, ingen ulykkelig kærlighed, ingen seksuelle eller erotiske udskejelser eller perversiteter, alt kan her absolut kun foregå normalt. Da alle væsener her er totalt fuldkomne, eksisterer der ikke her invaliditet eller læderinger af væsenernes manifestationslegemer. Her kan således absolut ikke forekomme sygdomme af nogen som helst art. Alle færdigudviklede og af reinkarnationen frie væsener lever uafbrudt i passagen fra menneskeriget, ind i visdomsriget, ind igennem den guddommelige verden og til slut ind i salighedsriget. Væsenernes evige tilværelse kommer således her frem i sin højeste for sanserne direkte tilgængelige form i det dagsbevidste oplevelsesområde. Her i de fuldkomne væseners sfærer forekommer der heller ikke nogen babystadier, og her er ingen alderdom. De åndelige legemer fornyes og vedligeholdes i en uafbrudt permanent standard og afbrydes ikke ved nogen som helst reinkarnation, således som tilfældet er med væsenernes fysiske legemer. Man må her huske på, at det færdigtudviklede dobbeltpolede væsen, på grund af dets særlige polbalance, ikke er noget hankøns- eller hunkønsvæsen.