2633. I henhold til, at det fuldkomne menneske ikke er noget hankøns- eller hunkønsvæsen, er deres tilsvarende under disse tilstande henhørende seksuelle organer som før nævnt overgået til kun at eksistere som rudimenter. Udløsningen af den højeste ild hos de færdigtudviklede og af reinkarnationen frie og dermed totalt åndelige væsener udløses ikke mere som en dyrisk parrings- eller forplantningsakt, således som tilfældet er hos de endnu ufærdige fysiske mennesker. Den højeste ild eller den seksuelle kraft er nu, takket være dobbeltpoletheden, overgået til at være kulminationsoplevelsen af en gennemtrængende behagsoverstråling af den mest ophøjede, guddommelige energi, der findes. Denne energi udgør den absolutte kærlighed i sin totale renkultur. Denne guddommelige gensidige overstråling fra væsen til væsen finder sted ved ethvert væsens møde med et andet væsen. Nævnte gensidige overstråling udløser sig i en kontakt, der bliver en kulminerende eller højeste fælles lysoplevelse for begge de pågældende partnere. Denne lysoplevelse er de åndelige væseners seksuelle udløsning. Denne udløsning er her helt igennem en psykisk proces og udløses som nævnt i hvert enkelt væsens tankeudstrålings forbindelse med et andet tilsvarende åndeligt væsens tankeudstråling. Den kontakt, som disse to væseners gensidige bevidsthedsudstråling forbinder sig i, skaber i begge de to ophøjede væsener den allerhøjeste fornemmelse af guddommeligt lys. Den udgør for begge parter i virkeligheden den højeste fornemmelse af mødet med Gud. De to væsener udgør hver især for hinanden i denne kontaktoplevelse således den allerhøjeste behagsfornemmelse, der overhovedet kan blive tilgængelig for sansning. Hvordan skulle Gud kunne åbenbare sig i materie eller blive synlig i en højere og fuldkomnere form end i et af ham selv udviklet åbenbaringsorgan: mennesket i sit billede efter sin lignelse? – Har han ikke netop ført dette væsen igennem kulminationen af verdensaltets mørkekontrast og i kraft af dette ført det samme væsen frem igennem kredsløbsprincippets allerhøjeste lyskontrast eller lyskulmination og derved indviet væsenet i den allerhøjeste visdom eller virkelige, absolutte viden og alkærlighed og dermed indtil genialitet eller den højeste fuldkommenhed gjort det til ekspert i livsmysteriets løsning og dermed i Guddommens alvise, alkærlige og almægtige væremåde. Hvordan kan Guddommen åbenbare sin bevidsthed, sine ønsker, sit begær og sin vilje uden igennem dette sit højest udviklede manifestations- og oplevelsesorgan? – Over det fuldkomne eller færdige væsen i Guds billede, eksisterer der absolut kun Guddommen selv. Derfor kan der ikke eksistere noget som helst højere bevidsthedsorgan for Guddommen end de væsener i kredsløbene, der kulminerer i den højeste visdom, kærlighed og den heraf følgende almagt. Igennem disse væsener åbenbarer Guddommen sin bevidsthed og væremåde. Og over denne kan der således ikke eksistere nogen højere verden. Og der, hvor der ingen verden er, kan der ikke eksistere noget sanseligt. Og hvor der ikke er noget sanseligt, kan der ingen sanser skabes. Og hvad skulle vel også disse sanser bruges til der, hvor der intet er at sanse. Og hvordan skulle et sanseredskab, der er hundrede procents fuldkomment, kunne være bedre eller være af en højere struktur? – Kærlighedsvæsenerne eller de totalt fuldkomne væseners tankeudstråling er altså så fuldkommen og færdigudviklet, at ethvert møde mellem disse væsener indbyrdes udløser en gensidig oplevelse, der fornemmes som selve oplevelsen af Guddommen og gør således alle disse væseners tankekontakt eller møde med hinanden til et virkeligt samvær med Gud. Den kulminerende visdom, den kulminerende skabelse, den kulminerende kærlighed, de åbenbarer for hinanden i deres tankeudstrålings kontakt er det højeste af alt, hvad der overhovedet kan manifesteres af den absolutte kærligheds kulminerende aspekter i renkultur. I dette væsenernes kosmiske mødes strålevæld og den heraf følgende kontaktudløsning oplever de sig selv som tidens og rummets herrer i form af evigheden og uendeligheden og dermed deres absolutte identitet med Guddommens evige jeg, Guddommens evige skabelse, Guddommens evige oplevelse. I denne livets allerhøjeste, guddommelige bevidsthedstilstand og væremåde kan væsenerne nu i fulde drag i umindelige tider leve og nyde livets højeste lysende og varmende, kosmiske solskin ved Guddommens hjerte, indtil en, i en umådelig fjern fremtid, opstående overdådig mættelse af dette guddommelige lys og den heraf affødte længsel efter modsætningen til nævnte ophøjede lys, atter fører væsenerne frem til et nyt kosmisk spiralkredsløbs reinkarnationsepoke i fysisk materie på det materielle tilværelsesplan. Her får de alle længsler efter modsætningen til det guddommelige lys tilfredsstillet eller mættet. I kraft af denne mættelse af mørket går væsenerne atter ind i en umådelig tidsepoke af lysoplevelser og lysmanifestationer i den ny spirals kosmiske verdener. Disse lysoplevelser er væsenernes oplevelse af deres identitet med Guddommen, evigheden og uendeligheden. Deres lysmanifestationer er Guddommens igennem deres skabelse åbenbarede, kulminerende alkærlighed i form af dens mangfoldighed af forskellige former for hjertevarmende og lysende kærtegn. De udgør alle, i denne lysets højeste epoke, selve Guddommens kærlighedsorganer.