2635. Men denne lykke er heller ikke uden betydning for omgivelserne. Den kan også til en vis grad forskønne den daglige livsoplevelse for væsener helt udenfor de, af den højeste ild overskyggede, enpolede væseners egen race eller art. Akten er i sig selv ligefrem en sympatirus, i hvilken væsenerne er opfyldte af at indynde sig og gøre sig meget behagelige for den anden part. Indenfor et lille område ser vi således her et meget lille glimt af den dobbeltpolede salighedstilstand, som, vi så, var permanent og almengældende i de højeste verdener. Forskellen er bare den, at den i de højeste verdener ikke er en sparsom eller kunstig opretholdt sympatitilstand, der binder eller parrer væsenerne i meget ufrie samliv eller ægteskab. Her er det en virkelig permanent sympati imellem væsenerne, der på grund af deres dobbeltpolethed udløses ved ethvert møde mellem disse åndelige væseners tankeudstråling. Den kontakt, som disse to væseners tankeudstråling ved dette møde afstedkommer, skaber urokkeligt fuldkommen salighed og velvære. Alle væsener lever derfor her i en permanent lykke- eller salighedsrus i hinandens selskab. Denne lykke- eller lystilstand er intellektualiseret, eftersom den er båret af virkelig kærlighed, der netop er det samme som intellektualiseret følelse. Den er altså meget forskellig fra forelskelsessympatien, idet denne er totalt uintellektualiseret. Det er derfor, man siger om denne sympati, som man tror er det samme som kærlighed, at "kærlighed gør blind". Den virkelige kærlighed er fuldstændig båret og reguleret af intellektualitet, således at den aldrig kan komme i konflikt med den logik, i kraft af hvilken verdensaltet eksisterer og opretholdes.