2657. Da humanitets- og intuitionsevnen endnu ikke er så udviklet hos jordmenneskene, at de kan danne kosmisk sans og give dem virkelig kosmisk oplevelsesevne, kan de endnu ikke ved selvoplevelse opleve de højere livsformer, idet disse ligger totalt udenfor de lavere mentale sansesæts rækkevidde. De kan således ikke ved egen hjælp udforske disse livsformer i kraft af blot og bar fysiske sanser. Oplevelse af de nævnte højere livsformer og øvrige kosmiske realiteter hinsides tid og rum har intet som helst væsen nogen adgang til ud over de væsener, i hvem kærlighedsevnen og intuitionsevnen er blevet så udviklet, at de er blevet forenet til et kosmisk sansesæt. Denne udvikling kræver altså en forudgående moraludvikling. Nævnte højeste oplevelsesform og den heraf følgende kosmiske viden kan således af ufærdige mennesker kun tilegnes teoretisk igennem de væseners forklaring eller oplysning, der selv er så udviklede, at de kan opleve eller sanse kosmisk. Vi ser derfor, hvorledes alle oplysninger om Guddommen og højere magter og åndelige eller kosmiske tilstande er givet menneskene igennem væsener, der mere eller mindre har haft evne til selv at opleve kosmisk viden. Menneskene har derfor hidtil fået deres åndelige viden igennem vismænd, profeter og verdensgenløsere. Men disse væsener har naturligvis ikke kunnet give menneskene deres selvoplevede kosmiske viden på anden måde end i fortolkninger og lignelser, der var tilpasset netop den begrænsede begavelse eller evne til at forstå kosmiske foreteelser, som væsenerne på de givne tidspunkter har været i besiddelse af. Nu er menneskene nået så langt frem i deres udvikling, at en vis del af dem er så humant begavede, at de kan modtage kosmisk viden eller videnskab i en tilpasset intellektuel, teoretisk form af en sådan grad, at den udtrykker det virkelige og sande kosmiske verdensalt, i hvilket det af den materialistiske videnskab fremførte verdensbillede kun udgør noget sekundært, ja, kan ligefrem udtrykkes som "det døde" i forhold til det kosmiske verdensbillede, i hvilket både det fysiske og kosmiske område udgør en uadskillelig enhed som en levende, arbejdende organisme for en evigt eksisterende Guddom, i hvilken alle levende væsener, som denne Guddoms manifestations- og oplevelsesorganer, lever, røres og er. Dette verdensbillede er således en videnskab om "det levende" eller det primære hinsides alle materier, bevægelser, organismer eller skabte ting. Det udgør netop det eneste absolutte skabende og oplevende "evige noget", hvis eksistens, bevidsthed og væremåde udgør det evige jeg og liv i alle levende væseners bevidsthed og organisme, manifestation og skabelse, lige såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos.