Livets Bog, bind 7
Ud af mørket
2664. Det er denne ånd, som i absolut forstand er den samme som den, der svævede over vandene, og i kraft af hvilken Guds skabelse udelukkende foregår. Det er denne ånd, der er Guds primære bevidsthed, og som i den kristne verdensreligion er udtrykt som "den hellige ånd". Og det er denne guddommelige ånd og den heraf følgende væremåde, Gud i sin urokkelige kærlighed har åbenbaret for os i form af de kosmiske analyser. Og med disse kosmiske analyser i hjerne, hjerte og væremåde vil det jordiske menneske komme til at funkle og stråle som en kærlighedens, visdommens og kunstens sol for sine omgivelser. Og med en menneskehed af sådanne sole vil jordens kontinenter og have blive kosmisk lysende. Hvor før krigens dødsrallen, jammer og nødskrig, bombeeksplosioner og kulturundergang og andre af uvidenhedens og overtroens helvedesmanifestationer saboterede verdensfreden i Guddommens sekundære bevidsthedsregioner, vil djævlebevidsthedens natsorte skygger komme til at vige for Guds åsyns strålevæld i en menneskehed, der er blevet ét med Gud, ét med kærligheden, ét med visdommen, ét med glæden og saligheden. Hen over dette guddommelige riges lysende vange går den evige livets vej endnu dybere og dybere ind i Guds riges salighedsregioner i livseventyrets uendelighed og evighed.