2399. På et vist stadium i udviklingen udtrykkes mørkets væsener som "onde" væsener. Og vi er her ved kernepunktet i alt eksisterende mentalt mørke imellem de jordiske mennesker. De tror, deres medmennesker er "onde", når de udløser handlinger ud fra mentalt mørke, ligesom de opfatter medvæsenerne som "gode", når de handler ud fra mentalt lys. Her er det absolut en hovedbetingelse for enhver forsker eller ethvert menneske, der vil tilegne sig den rette væremåde og komme ud af overtroens forbandelse, at sætte sig ind i, hvorfor væsenerne handler ud fra mørkets mentalitet, eller de handler ud fra lysets mentalitet. Når man tror, at et menneske er ondt, skyldes det den store fejltagelse, at man tror, at dette at være "ond" eller "god" kun er en viljesakt. Hvis væsenernes væremåde var så enkel, var det ingen sag at være god. Så kunne alle med magt tvinges til at være gode. Og det er det, man mener, man kan opnå med alt, hvad der kommer ind under begreberne straf, hævn og tugt. Man tror hermed at kunne vænne de såkaldte "forbrydere" af med at være "forbrydere", hvilket vil sige det samme som at vænne dem af med at være "onde mennesker". Men man har endnu aldrig set, at straf, hævn og forfølgelse har kunnet forvandle noget væsen, således at det derved, fra at tilhøre et lavere udviklingstrin er kommet til at tilhøre et højere udviklingstrin. Med straf og overlegen magt kan man naturligvis tvinge et menneske til at afstå fra sine eventuelle dødbringende handlinger, men dette sker ikke med det samme væsens frie vilje. Straf og tvang kan således kun skabe en slags dressur, ligesom man kan tvinge dyr til visse handlinger ved vold og magt. Hverken menneskene eller dyrene bliver derved løftet fra deres normale udviklingstrin og op til et højere trin. Derfor vil også det nuværende straffesystem være ganske fejlagtigt.