2411.
Det er således skrigende ulogisk ikke at regne med det udviklingstrin, et menneske befinder sig på, når man vil bedømme dets psyke og væremåde.
En retfærdig analyse af et væsens psyke kan kun være en analyse af dets virkelige udviklingstrin og ikke en analyse af et udviklingstrin, der udgør et helt andet end netop det, nævnte væsen befinder sig på.
Men på grund af menneskenes endnu meget mangelfulde viden om et væsens sjælelige eller åndelige struktur bedømmer de næsten altid andre mennesker ud fra deres eget udviklingstrin uden at ane, at de mennesker, de således bedømmer, eventuelt repræsenterer et helt andet udviklingstrin.
Hvis dette udviklingstrin udgør et lavere trin end deres eget, repræsenterer disse mennesker selvfølgelig en moral eller livsopfattelse, der er lavere end de førstnævnte væseners.
Denne lavere moral eller livsopfattelse vil da af de førstnævnte væsener i værste tilfælde blive betragtet som "forbrydelse" og væsenerne som "forbrydere".
Og vi er her ved roden til alt ondt i verden.
Hvad enten vi står overfor en verdenskrigs helvedesrædsler eller dødedanse eller det blot er en lille spagfærdig udløsning af antipati mellem to mennesker, vil grundårsagen altid i sin inderste analyse være parternes fejlagtige bedømmelse af hinandens særlige moral eller livsopfattelse.
Hvis universiteter, skoler og læreanstalter blot havde så megen psykologisk viden eller indsigt i menneskets sjælelige struktur, at de kunne oplyse deres elever om, at ethvert menneske har sin særlige medfødte livsoplevelsesevne, ligesom det har sine medfødte blå eller brune øjne, og ligesom det ikke kan gøre ved, at det har blå eller brune øjne, således kan det heller ikke gøre ved, hvilken kapacitet dets medfødte livsoplevelsesevne repræsenterer, ville man hermed skabe det psykiske fundament i menneskesindet, uden hvilket en virkelig verdensfred vil være absolut umulig.
Hvordan skal et menneske kunne have anden forståelse af moral eller væremåde end den, der er toppunktet af, hvad dets livsoplevelsesevnes højeste kapacitet kan yde det? –
Hvordan skal de mindre udviklede væsener komme til at tro på og få tillid til de højere udviklede væseners moral og væremåde, når de straffer og henretter de mindre udviklede væsener netop fordi de er – mindre udviklede? –