2417. Men da de "døde" eller diskarnerede væsener havde evne til igennem de inkarnerede fysiske væseners forplantningsprincip atter at kunne skabe en ny fysisk organisme, blev de atter i stand til at manifestere sig på det fysiske tilværelsesplan. Men erfaringerne for både de dramatiske hændelser såvel som erfaringerne for de behagelige eller lyse oplevelser i dets tidligere liv, omdannedes til bevidsthed, hvilket vil sige: til viden, evner og anlæg. Samtidig blev væsenets fysiske livsoplevelse i kraft af dets udskiftning af fysiske organismer opdelt i små fysiske livsepoker, der hver især begrænsedes af det pågældende fysiske legemes eksistens- eller levetid. Det er disse små livsepoker, vi kender som vore fysiske jordliv. Disse jordliv opretholdes altså ved, at det evige væsen er inkarneret i en fysisk organisme, sålænge denne endnu ikke ved lædering eller slitage (alderdom) har mistet sin duelighed som manifestationsredskab for væsenet. For hver gang væsenet har måttet udfri sig fra sit fysiske legeme på grund af lædering eller slitage, får det, som vi allerede ved, en åndelig tilværelse, indtil det atter har fået betingelser for at kunne inkarnere i en ny fysisk organisme. For hver gang væsenet inkarnerer i en fysisk organisme, er det blevet beriget med talenter, opstået af de erfaringer, lidelser og behageligheder, det i sine tidligere fysiske inkarnationer har oplevet. Dets bevidsthedsområde vokser altså for hver ny fysisk inkarnation, det oplever. Det bliver således et fuldkomnere og fuldkomnere væsen for hver gang, det genfødes i fysisk tilværelse. Men idet væsenet således får en større og større bevidsthed og dermed en tilsvarende voksende begavelse til at kunne manifestere sig i et tilsvarende større og større omfang, vokser dets evne til at bygge en ny og fuldkomnere organisme også i en tilsvarende grad. Ellers nyttede det ikke, at dets bevidsthed udviklede sig til større og større fuldkommenhed. Hvis ikke dets organisme eller redskab for fysisk manifestation udviklede sig i samme grad som bevidstheden, ville det blive umuligt for væsenet at manifestere den fuldkommenhed, som dets bevidsthed repræsenterer. Det er derfor, vi ser, at alle levende væsener på deres udviklingsstadium fremtræder i en mangfoldighed af fysiske organismeformer. Disse organismeformer udgør hver især det mest hårfine redskab for den manifestationsart og oplevelsestilstand, der er en livsbetingelse for det pågældende væsen på dets midlertidige udviklings- eller fuldkommengørelsestrin. Og her kan vi begynde at opleve de urokkelige kendsgerninger, der danner fundamentet for den kosmiske eller interplanetariske verdensmoral.