2455. Som vi før har nævnt, er væsenernes væremåde udtryk for et særligt begrænset bevidsthedstrin, til hvilket der er knyttet en tilsvarende særlig begrænset tanke- og opfattelsesevne. Da denne tanke- og opfattelsesevne udgør fundamentet for væsenets manifestation, viden og væremåde, må denne væremåde være tilsvarende begrænset. Det kan umuligt have samme livsopfattelse og væremåde som et væsen, der er længere fremme i udviklingen og tilhører højere bevidsthedstrin, hvor tænkeevnen ikke er nær så begrænset. At forlange, at væsener fra sådanne to forskellige væsenskategorier skal have samme syn på tilværelsen, er tåbeligt og kan kun afsløre sit ophavs totale uvidenhed på dette felt. Menneskene vil derfor komme bort fra at benytte deres egen livsopfattelse og den heraf følgende væremåde som målestok for deres underlegne medvæsener. Disse må naturligvis tilhøre lavere bevidsthedstrin og være bundet til den begrænsede livsopfattelse og væremåde, som er højdepunktet for hvad, der indenfor disse eventuelle underlegne bevidsthedstrin kan manifesteres af livsoplevelse og væremåde. Den sten, et væsen ikke kan løfte, må det lade ligge. At tugte eller straffe det pågældende væsen for det er den sikreste vej til selv at få en tilsvarende ulykkelig oplevelsestilstand eller skæbne.