Livets Bog, bind 7
Væsenernes skæbne er virkningerne af deres egen udløste væremåde overfor alt andet liv i universet
2468. Men det er ikke nok for livsoplevelsens fuldkommenhed, at disse to manifestationsprincipper eksisterer og giver væsenet fri vilje til at gøre, hvad det vil. De udviser endnu et princip, nemlig dette, at de danner "årsag" og "virkning". Det levende væsens jeg kan frit gøre, hvad det vil, men det må så til gengæld opleve virkningerne af denne dets viljeudløsning. Udløser det mørkeprincippet i sin væremåde eller manifestation, kommer det til at opleve virkningerne af dette i sin livsoplevelse. Disse virkninger bliver dets skæbne. Denne bliver dermed tilsvarende mørk, hvilket vil sige: ulykkelig eller lidelsesfuld. Hvis væsenet udløser lysets princip i sin væremåde, vil virkningerne heraf danne tilsvarende lys i dets livsoplevelse. Det får da en lys og lykkelig skæbne. Grundet på disse to livsprincipper i verdensordenens struktur er de levende væsener således i absolut forstand deres egen skæbnes herre. De er dermed absolut selv skyld i deres mørke såvel som i deres lyse skæbne eller livsoplevelse. Intet som helst andet levende væsen kan være skyld i deres skæbne. Andre væsener kan kun være Guds redskaber eller medier for udløsning af væsenets tilbagevendende virkninger. Men de kan aldrig i noget som helst tilfælde udgøre den virkelige årsag. De kan kun blive årsag til deres egen skæbne, således som vi her har udtrykt.