Livets Bog, bind 7
Det der opretholder væsenernes individualitet og den heraf følgende oplevelse af adskilthed fra andre væsener
2474. De levende væseners tilsyneladende adskillelse fra hverandre kommer til syne igennem dette, at de hver især har en psyke, bestående af fysiske og åndelige legemer. Disse legemer er som bekendt udformede redskaber, ved hvilke sansning og manifestation bliver mulig. Men disse legemer eller sanseredskaber er altså rodfæstet i væsenets jeg. Denne rodfæstnings struktur kender vi som jegets overbevidsthed, der igen rummer skæbneelementet og talentkernerne, i kraft af hvilke væsenet kan opretholde sin underbevidsthed, der består af dets dags- og natbevidsthed. Det er disse sanse- og manifestationslegemer, som jeget og overbevidstheden iklæder sig, der skaber en tilsyneladende adskillelse af de levende væsener og derved opretholder væsenernes oplevelse af deres individuelle tilstand og dermed oplevelsen af deres adskillelse fra de øvrige væsener i tilværelsen.