2500. Vi ser her, hvor overordentlig stor betydning det har for det jordiske menneske at blive klar over denne sin forannævnte situation. Den viser det nemlig i allerhøjeste grad, hvad livets mening er med det selv. Det vil således her se, hvis det er tilstrækkelig modent derfor, at det af livet bliver ført mod en højere og fuldkomnere form for tilværelse end den dyriske, som det ligeledes kan se, er degenererende. Det bliver derfor her til åbenlys kendsgerning eller klar virkelighed, at hvis væsenet dyrker, stimulerer og plejer de dyriske tendenser i sin bevidsthed, modarbejder og hæmmer det ligeledes det menneskeliges udvikling i sin bevidsthed. Men ved at hæmme det menneskelige i dets udvikling, går det altså imod livets mening eller den guddommelige vilje, der arbejder for at omdanne det til fuldkommenheden og dermed til oplevelsen af den virkelige og urokkelige lykke og glæde ved at være til. Da denne oplevelse absolut kun kan tilegnes igennem det totalt menneskelige i mennesket, bliver dyrkelsen af det menneskelige i væsenet således den absolut eneste totalt logiske væremåde. At dyrke den dyriske væremåde fører altså til modstand og de heraf følgende besværligheder i væsenets daglige livsoplevelse. Disse besværligheder bliver desto mere smertefulde og dødbringende eller livsfarlige, desto mere væsenets væremåde repræsenterer den dyriske væremåde. Og dette understreges af den ulykkelige situation, de jordiske mennesker i så høj grad på deres nuværende udviklingstrin oplever som ulykkelige skæbner, hvilket vil sige: et liv i krig, kamp og fornedrelse, et liv i sult, subsistensløshed, armod eller livsfarlig fattigdom, et liv i den heraf følgende depression og livslede, der igen fører til selvmord.