2501. Selv om denne dyriske væremåde i mennesket i sin værste udfoldelse ikke skaber nogen som helst evig fortabelse, således som det undertiden fejlagtigt er forkyndt i visse religiøse bevægelser, så skaber den altså i første omgang denne ulykkelige skæbne eller livsoplevelsestilstand. Denne lidelsestilstand giver altså væsenet alle de erfaringer, der bevirker, at det ikke i det uendelige kan fortsætte med at manifestere dyrisk væremåde. Det kan ikke undgå at opdage, at den dyriske væremåde i mennesket er roden til alt ondt, til alle former for lidelse, alt eftersom den går imod naturens eller livets mening, altså går imod den menneskelige naturs udvikling i det selv. Og da begynder væsenet at blive lydhør overfor vejledning i en højere form for moral eller væremåde, rent bortset fra den humane evne, der bevirker, at det i en stigende grad vender sig bort fra at gøre andre fortræd. Det bliver mere og mere fintfølende og kan i tilsvarende grad simpelt hen ikke nænne at gøre fortræd. Og da vokser den store interesse for at være med til at udvikle det menneskelige i dets egen psyke og væremåde meget stærkt. Da går vejen fremad mod det evige lys. Alle er indbefattet i Guds plan. Alle mennesker uden undtagelse skal se Gud, hvilket vil sige: skal se livsmysteriets løsning, blive ét med Gud, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.