Livets Bog, bind 7
Enpolethedens degeneration og næstekærlighedens begyndende virkninger
2557. Menneskene kæmper og kæmper for at blive fuldkommen lykkelige i ægteskabet, men for en overordentligt stor del af disse mennesker viser det sig at være forgæves. Deres enpolede tilstand er så fremtrædende degenereret, at den ikke mere kan befordre noget fuldkomment eller lykkeligt ægteskab. Men dette er væsenet selv næsten altid totalt uvidende om, netop fordi dets seksuelle drift stadig gør sig gældende. Hertil kommer så dette, at det er så stærkt fastholdt i den almengældende opfattelse, at ægteskabet absolut er den eneste af Gud bestemte livsform, at det slet ikke aner dets egne ægteskabelige eller parringsmæssige anlægs særlige degenererende natur. Og hvis det virkelig begynder at ane denne struktur, tror det netop, på grund af den førnævnte opfattelse, at dets særlige ægteskabelige tilstand er abnorm, er en tilstand, der skal bekæmpes, som om denne bekæmpelse kunne føre væsenet tilbage til den totale kulmination i enpoletheden. At det under disse omstændigheder ikke kan blive lykkelig i ægteskabet er selvfølgeligt. Samtidig med denne degeneration begynder næstekærlighedssympatien også at gøre sig gældende. Der sker netop dette, at væsenets psyke begynder at afføde en sympati, der ligger ganske udenfor ægteskabs- eller parringssympatien, og svækker sidstnævnte sympati. Selv om parringssympatien endnu er den førende, kan den ikke helt hindre den ny sympati, den begyndende næstekærlighedstilstand i væsenet, at gøre sig gældende. Efterhånden som den kommer frem i væsenerne, bliver deres væremåde også sympatisk overfor andre væsener end de væsener, der er parringssympatiens objekter. Ægtefællerne kan komme til at befinde sig i nære inderlige venskaber med ligesindede væsener af begge køn udenfor deres ægteskab og uafhængig af parringssympatien. Det er denne, af parringssympatien uafhængige sympati, der også kendes som "venskabsfølelse", der til en vis grad ligger til grund for væsenernes selskabelige sammenkomster. Den finder vi også undertiden blandt naboer og andre mennesker, der i dagliglivet må leve sammen eller på anden måde er forbundet med hverandre f.eks. i forretningsforbindelser, foreningsliv, politik, sport og religionsopfattelse og lignende. Disse sammenslutninger bæres ganske vist i nogen grad af princippet "flokbevidsthed", men hist og her finder man altså indenfor nævnte kredse den begyndende virkelige sympati imellem disse væsener, der er langt dybere end flokbevidsthed. Flokbevidstheden er en kraft, der befordres af selvopholdelsesdriften og kun udfoldes, fordi den mere eller mindre er en livsbetingelse. Den udgør således ikke nogen uselvisk væremåde overfor medvæsenerne. Venskabsfølelsen er derimod ikke nogen livsbetingelse. Det er en følelse, der i en større eller mindre grad udløses, fordi man virkelig af hjertet føler sympati eller venskab for de pågældende medvæsener. Og desto større denne venskabsfølelse er, desto mere uselviske handlinger kan man manifestere overfor denne følelses objekter. Vi møder altså her en begyndende, virkelig næstekærlighed, en sympati, der i sin renkultur ikke befordres af parrings- eller ægteskabsdriften. Jo mere udviklet menneskene er, desto mere har de af denne udenfor parringssympatien fremtrædende sympati. Denne sympati bevirker, at kvinderne kan være meget gode venner, føle megen venskab for hverandre indbyrdes, ligesom mændene ligeledes kan være i stort og inderligt venskab med andre mænd. Hvis disse venskaber er uden seksual- eller kønsbetoning imellem kvinderne indbyrdes og imellem mændene indbyrdes, generer de ikke på nogen som helst måde disse kvinders og disse mænds ægteskaber. Venskaberne kan foregå til stor glæde og velsignelse for de pågældende væsener indbyrdes. Men en sådan velsignelse i den slags venskaber forekommer der kun, hvis venskabssympatien er i renkultur og således ikke er kønsbetonet.