Livets Bog, bind 7
Et straffende og henrettende retsvæsen skaber ikke menneskene om til at være kristne
2577. Om væsenerne udgør den gode jord for kristendommens eller livets allerhøjeste sæd, idealer eller moralforskrifter er kosmisk set ikke noget, de kan dikteres til at være eller ikke være hverken ved statsform eller straffelove. Alle må være det, de af naturen eller af fødsel er, og må være begrænset til den begavelse og den humane evne, som de er udviklet til at have. Det væsenet ikke er udviklet til at være, kan det hverken ved vejledning eller straf tvinges til at være. Hvis væsenerne kunne tvinges til at have en anden psyke end den medfødte, var jo alle mennesker blevet kristne af hjertet for længe siden. Der har jo ikke været mangel på henrettelser, straf, tugthuse og fængsler igennem tiderne for dem, der ikke var udviklede til at følge de kristne idealer med hensyn til ikke at dræbe, ikke at bedrage, røve og plyndre osv. – Og er fængslerne ikke stadig fyldte med væsener, der skal sone, fordi de ikke har opfyldt de kristne påbud. Og har politi og retsvæsen ikke netop så meget at gøre, at der ligefrem er lang ventetid for retssagers afgørelse? – Og bliver væsenerne omvendte til kristne igennem hele dette straf- og retsmaskineri? – Er dette ikke netop med til at ødelægge og forvirre de pågældende væseners mentalitet ved således at holde dem i unaturlige indespærringer og omgivet af misforståelse eller total psykologisk uforstand? – Kan dette fjerne de såkaldte "forbrydere" fra det jordmenneskelige samfund? –