2589. Selv om den ny sympatievne, der skal blive til den totale næstekærlighed, endnu hos det store flertal, kun i ringe grad gør sig gældende, ja, endog i et vist område slet ingen indflydelse har i forhold til den altoverstrålende magt, den engang skal komme til at udgøre, så er den dog så meget til stede, at den kan påvises hos alle jordens normale mennesker. Denne sympatiske evne skal altså udvikle sig og få menneskene til ikke at kunne nænne at udløse alle de foreteelser, der i kraft af de ved intelligensen udviklede, overdimensionerede, dyriske tilstande gør menneskets mentalitet til "djævlebevidsthed". Og hvordan skulle menneskene kunne få lede og væmmelse ved at skulle leve i en djævlebevidsthed, hvis ikke de netop med denne bevidsthedsudfoldelse kom til at opleve virkningerne af denne i sit daglige liv? – Og hvordan skulle man vel kunne få en varig lysets eller lykkens tilværelse, når man selv gør sig til redskab for skabelse af ulykke, lidelse og nød for andre mennesker? – En verden af sådanne væsener kan jo umuligt blive andet end "helvede" eller "ragnarok". Hvordan skulle en permanent lysets verden kunne opstå i renkultur med en befolkning af sådanne væsener? – Djævlebevidsthedstilstanden udløser således en væremåde, i kraft af hvilken væsenerne kommer til at opleve de lidelser eller den onde skæbne, de påfører andre væsener. At leve i en sådan skæbne kan ikke i længden undgå at bringe væsenerne til at få afsky for denne tilværelse. Men denne afsky er ikke blot en ydre intelligensmæssig foreteelse. Nævnte skæbne befordrer også en udvikling af følelsesevnen. Igennem denne får væsenerne evne til psykisk at kunne opleve eller fornemme andre væseners lidelse. Det er en sammensmeltning af disse to evners funktioner, der tilsammen danner den humane evne eller næstekærlighedsevnen. Denne evnes begyndende udvikling vil få djævlebevidstheden til at degenerere.