2602. Når væsenet på grund af dets polkonstellation ikke mere har noget ægteskabs- eller parringstalent og således totalt er udfriet herfra, hvor hører det så hen? – Med denne høje tilstand hører det ikke mere til dyreriget. Det nærmer sig nu det store mål at være en fuldbyrdelse af Guds skabelse af det virkelige menneske. Det kan nu for alvor i sin aura eller atmosfære begynde at udstråle virkelig "menneskelighed", altså en aura, der ikke på nogen måde skæmmes af nogen som helst grov dyrisk selviskhed eller egoisme. Det har derimod nu mere eller mindre i renkultur den guddommelige sympati, der skal blive dets væremådes grundlag fremover, altså den sympati, hvormed Kristus elskede Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Hvor langt denne evne er fremme i væsenet her, er altså afhængig af, hvor mange lidelser, det har gennemgået, eftersom dette jo betinger dets humane væremåde. Hvis væsenet har været ude for så mange lidelser, at dets heraf affødte kærlighedsevne er blevet så udviklet, at det ikke mere kan nænne at gøre andre levende væsener fortræd, er det igennem denne guddommelige evne og den heraf affødte væremåde beskyttet imod al ond skæbne, thi dets næstekærlighedsevne er jo hermed blevet fuldkommen og udgør dets totale moralevne. Det er meget vigtigt, at denne moralevne er totalt udviklet sammen med væsenets totale dobbeltpoletheds indtræden og dets seksuelle struktur er forvandlet fra enpolethed til dobbeltpolethed, thi da vil den beskytte væsenet imod at komme ud i seksuelle afsporinger. De mange seksuelle afsporinger og perversiteter, som forekommer, skyldes jo netop udelukkende dette, at væsenets moral ikke står mål med dets dobbeltpolethed. Væsenets dobbeltpoletheds udvikling er således i dette tilfælde blevet forceret.