Livets Bog, bind 7
Hvorledes kærligheden kan blive så fremtrædende, at den gør væsenets væremåde til et permanent solskin for alt og alle
2627. Men hvordan kan væsenerne være fyldt med et så overdådig mentalt solskin, at det ligefrem udgør deres primære, permanente udfoldelse af væremåde? – For at forstå dette må man her huske på, hvilken omskabelse der er foregået med væsenet, fra det var et ufærdigt menneske, ja endog, som vi har set, fremtrædende med djævlebevidsthed, og til det blev det totalt fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse og blev hjemmehørende i livets højeste åndelige sfærer eller verdener. Et sådant væsen har absolut ikke mere, således som det ufuldkomne menneske, nogen som helst form for dyriske, hvilket vil sige ukærlige, tendenser. Det er udstyret med en kærlighedsevne, der gør det til den allerstørste salighedsnydelse at kærtegne sin næste, udløse over denne sine allerhøjeste sympatiske, kærtegnende virkninger, ligesom det er den samme nydelse at være genstand for den samme kærlighedsudfoldelse fra sin næstes side. Denne den absolutte kærlighed er således det altoverskyggende, bærende fundament i de højeste verdener. Her er ingen babystadier, her er ingen alderdom, her er ingen sygdomme, her er ingen, der kommer til skade eller bliver lemlæstet, her er ingen død. Her eksisterer en evig ungdom, der med dens altoverstrålende skønhed funkler ud fra alle væsener og gør dem til urokkelige – ikke forelskelsesobjekter, – men til kærlighedsobjekter for hverandre. Det er derfor den største nydelse for væsenerne her at møde hinanden og være ét med hinanden, give hinanden livsfornyelse eller næring for deres største velbehagsfølelse eller salighed. I sandhed, her er himmeriges rige. Her eksisterer den højeste ild eller den evige seksualisme i sin højeste guddommelige renkultur som fundamentet for de levende væseners indlemmelse i universets grundtone som identisk med Guddommens primære bevidsthedsorganer. Deres manifestation og væremåde er åbenbaringen af den totale "hellige ånds" verden i renkultur. Alt her er solskin, alt er lys, lykke og glæde, alt er kærtegn, udformet og frembragt igennem væsenernes allerhøjeste kulminerende kapacitet i kosmisk videnskab, kunstnerisk skabelse og kulmination i næstekærlighed. Denne livets allerhøjeste guddommelige væremåde gør urokkeligt alle levende væsener her til gensidige lysende og varmende kærlighedsobjekter for hverandre. Og alle bliver i denne kulminerende kærlighed ét med hverandre, ligesom de også her er ét med Gud. Alle oplevelser her er lysets kulmination. Alt er salighed, alt er skønhed, alt er glæde.