Efter at vi således har fundet det levende væsens analyse og verdensaltets livsprincip: væsener inden i væsener og dermed liv inden i liv, der gør hele verdensaltet levende, hvordan finder vi så i dette uendelige og evige ocean af levende væsener det væsen, der er den igennem hele menneskehedens historie, under mange forskellige former, navne og opfattelser, dyrkede og tilbedte evige Guddom? – Ja, her kan vi efter det, vi allerede har set, vende spørgsmålet om og sige: "Hvor er denne evige Guddom ikke"? – Vi har allerede set, at alle eksisterende levende væsener udgør en uadskillelig enhed. Der er således intet som helst væsen, hvis liv og eksistens som "levende væsen" ikke er afhængig af den "ydre verden", hvilket vil sige: af de øvrige levende væsener. Dets eksistens og liv er afhængigt af et makrovæsen, i kraft af hvis eksistens og organisme det får sin "ydre verden". Det er i sit samarbejde med denne ydre verden, at det opretholder sin egen "indre verden". Men kan dette makrovæsen da være den almægtige Guddom? – Nej, det kan det absolut ikke. Det lever jo selv som et mikrovæsen i et makrovæsens organisme og kan kun opretholde sit liv og sin eksistens i kraft af den "ydre verden", som denne makroorganisme udgør for samme væsen. Intet som helst væsen kan således være Guddommen, idet de alle uden nogen som helst undtagelse er underlagt et makrovæsen. Der vil således altid over et sådant væsen eksistere et makrovæsen. Det kan derfor ikke være et allerhøjeste væsen således som den evige Guddom, der i sin altoverstrålende tilstand fremtræder som et makrovæsen uden på nogen som helst måde i sin helhed at være et mikrovæsen. Vi kan derfor ikke finde Guddommen i sin egen natur ved at søge efter ham i den række af makrovæsener, der også samtidigt må være mikrovæsener i en større makroorganisme. Sådanne væsener er jo alle "gudesønner", og en gudesøn kan ikke udgøre Guddommens helhed. Han kan kun udgøre et enkelt manifestations- og oplevelsesorgan i selve Guddommens bevidsthed og organisme, hvilket vil sige: verdensaltet. Da verdensaltet er uendeligt, er Guddommen således hverken åndeligt eller legemligt bundet til nogen størrelsesorden eller kvalitetsorden. Han afviger således fra gudesønnen ved at udgøre alle størrelser og alle eksisterende kvaliteter. Hvordan skulle han ellers permanent kunne være allestedsnærværende? – Hvordan skulle han kunne være alvis, alkærlig og almægtig? – Og hvordan skulle han overhovedet, uden denne tilstand, kunne være den virkelige og absolutte, eneste, sande Guddom. Hvordan skulle han uden denne tilstand undgå at være en blot og bar gudesøn? –