Det Evige Verdensbillede, bog 1
7. Det levende væsens "overbevidsthed" med den maskuline pol, den feminine pol og de seks grundenergier
"Det levende" i det levende væsen er urokkeligt jeget og dets evige eller kosmiske livsstruktur, altså den, der ikke er "skabt".
"Det døde" ved det levende væsen er dets fysiske legeme og de øvrige strukturer, der kun udgør "skabte" realiteter.
Disse strukturer, der er "skabte", adskiller sig fra de ikke-skabte eller evige strukturer derved, at de hverken kan eksistere eller fungere ved egen kraft.
De får udelukkende deres bevægelses- eller funktionskraft fra de evige strukturer, som netop eksisterer ved egen kraft.
Vi har derfor udtrykt den del af de evige strukturer, der udgør jeget og dets kosmiske skabeevne, hvilket i virkeligheden vil sige: "X1" og "X2" som det levende væsens "overbevidsthed".
Denne overbevidsthed udgør således det levende væsens absolutte uforgængelige og dermed evige struktur.
I denne overbevidsthed møder vi den allerførste begyndende udløsning af princippet "energi".
Denne energi har vi udtrykt som "moderenergien".
Denne energis udfoldelsesområde er i "X2", hvor den danner materie og kraft for selve livsoplevelsens fundament, hvilket er det samme som udløsningen af de to store livsfunktioner, vi har udtrykt som "maskulinisme" og "feminisme".
De udløses gennem hver sit organ, vi henholdsvis har udtrykt som "den maskuline pol" og "den feminine pol".
Igennem disse to polorganers indbyrdes kombinerede samarbejde med de seks grundenergier, vi har udtrykt som "instinktenergien", "tyngdeenergien", "følelsesenergien", "intelligensenergien", "intuitionsenergien" og "hukommelsesenergien", skabes hele væsenets livsfunktion, dets plads på udviklingsstigen, dets primitivitet eller intellektualitet, dets fremtræden som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen eller som et væsen i dobbeltpoletheden, hvilket sidste vil sige: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
Vi kan ikke her komme nærmere ind på disse realiteter, hvilke heller ikke er markerede på nærværende symbol.
Men vi kommer tilbage til en nærmere forklaring på dem i særlige specialsymboler.
Vi har kun lige nævnt dem her, fordi de hører med til overbevidstheden.

Symbol 6
Det levende væsen 1