Det Evige Verdensbillede, bog 2
10.  Årsags- og virkningsloven som fundament for skæbnedannelse
På symbol nr. 19 skal vi komme nærmere ind på at se, hvorledes det går til, at skæbnedannelsen kan komme til at udløse sig i alle de ulykkelige tilstande, der tilsammen danner den kulmination af lidelser, vi kalder ragnarok eller helvede. Som vi allerede har berørt, er ragnarok eller helvede absolut ikke nogen "straf" fra Gud, men derimod en naturlig virkning af væsenernes forhold til årsags- og virkningsloven. Overfor denne lov er væsenet i virkeligheden frit stillet. Det kan i dets væremåde udløse manifestationer eller handlinger, der uundgåeligt bliver årsag til virkninger, der vil skabe den fremtidige skæbne vidunderlig lys og lykkelig. Ligeledes kan det i dets nuværende liv skabe manifestationer eller handlinger, der netop vil forme den fremtidige skæbne i retning af ragnarok eller helvede. Det levende væsens skæbne afhænger således absolut helt af, hvilke årsager det udløser i sin væremåde. Efter disse formes virkningerne. Og disse udgør altså igen væsenets skæbne.
Symbol af Martinus
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)