18. Hjertefiguren, de to sabler og de hertil knyttede to kosmiske skæbnebuer viser os således den situation, i hvilken det ufærdige menneske, grundet på sin kosmiske uvidenhed og manglende humane evne, selv skaber sin egen ulykkelige skæbne. Hjertefiguren og den højre sabel symboliserer et levende væsen, der er udsat for en af sine tilbagevendende skæbnebuer. Denne udtrykkes ved den, der passerer ind i hjertefiguren til venstre. At den er mørk eller morderisk udtrykkes på symbolet, dels ved dens orangefarve, der symboliserer det dræbende princip, og dels ved sabelen, der her skal symbolisere krig og fjendskab. Den højre sabel, der også udtrykker krig og fjendskab, viser, at væsenet modtager denne sin skæbnebue med fjendskab imod det væsen, der er medium eller redskab for dens manifestation eller udfoldelse. Det forstår således ikke, at det selv er denne skæbnebues første årsag og betragter skæbnebuens udløser som en bitter fjende, som det hævner sig på, ja eventuelt myrder eller dræber. Med dette fjendskab eller denne hævn sender det nu en ny morderisk skæbnebue ud, som atter vil komme tilbage og igennem et andet væsen eller medium bliver udløst som fjendskab af samme morderiske styrke eller grad, med hvilken det ved sin udsendelse blev udløst. Det er denne kosmiske skæbnebue, der udgår til højre fra hjertefiguren. Den kosmiske skæbnebue til venstre kommer altså fra væsenets fortid og møder dette sit virkelige ophav. Hvis dette ophav nu havde opfyldt livsloven og tilgivet det væsen, igennem hvilket skæbnebuen kom til udløsning eller manifestation, og en forsoning var kommet i stand, ville denne skæbnebue således være blevet bragt ud af verden, være blevet neutraliseret og opløst. Men væsenet tilgav ikke mediet eller væsenet, som udløste dets skæbnebues virkninger, tværtimod. I sin kosmiske uvidenhed, opfattede det dette væsen som den sande årsag til de mørke eller morderiske virkninger af dets egen skæbnebue, som kom til udløsning igennem nævnte væsen. Det betragtede derfor dette væsen som dets fjende og hævnede sig mere eller mindre på dette med tilsvarende fjendskab, hævnakter, mord eller drab. Derved udsendte det, som symbolet viser, en ny kosmisk skæbnebue, der senere vil komme tilbage og blive udløst imod det selv med samme fjendskab, hævnakter og lidelse. Da man selv er den absolutte første og sande årsag til det fjendskab og mørke, det had og den bitterhed og vrede, den ulykke og lidelse, man bliver påført af andre væsener, vil der absolut ikke eksistere nogen som helst redning eller befrielse fra mørket, krigen og lidelserne eller de ulykkelige skæbner, så længe man bliver ved med at gengælde fjendskab med fjendskab, krig med krig, had og forfølgelse med had og forfølgelse. Da intet som helst andet væsen end os selv kan være første og virkelige sande årsag til vor skæbne, beror det således udelukkende på vor egen handle- og væremåde, om vi lever i ulykke og lidelse, lever i helvede, eller om vi lever i lys og lykke, glæde og salighed. At hade og forfølge andre væsener i den tro, at de er vor skæbnes onde ånd, udgør den lige og korteste vej til helvede eller til indlemmelse i den verdensbrand, det dødens panorama, som symbolets helhed udviser. Vi forstår således her, hvorfor Kristus eller verdensgenløsningen alvorligt påbød menneskene følgende guddommelige væremåde: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbander eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, at I må vorde eders Faders børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige". At blive vor "Faders børn" vil her være det samme som at blive "Guds børn". At blive til "Guds børn" er det samme som at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". At blive til mennesket i Guds billede er det samme som, at vi ligesom Gud lader vor sol, lys og varme gælde både de onde og gode, de retfærdige og uretfærdige, og i særdeleshed, da vi nu igennem det foranstående har set, at uretfærdigheden overhovedet ikke kan finde sted i verdensaltet. Ethvert væsen er kosmisk set udelukkende selv ophav til sin skæbne, hvad enten denne er lys eller mørk, ond eller god. Hvis dette ikke var tilfældet, ville hele verdensaltets evige, logiske struktur umuligt kunne bestå. Hvis der i denne struktur kunne eksistere den mindste form for virkelig uretfærdighed, ville denne verdensaltets kosmiske struktur kun være en timelig foreteelse og verdensaltet forgængeligt og Guddommen en synder. Men nu er heldigvis det modsatte en kendsgerning. Verdensaltet er en over tid og rum hævet evig realitet, der eksisterer som en samlet organisme eller et redskab for alt eksisterende livs udfoldelse af skabelse og oplevelse, hvis slutfacitter viser sig at gøre verdensaltets grundtone til kulminerende kærlighed, og dermed i forbindelse med andre kosmiske analyser en evig alkærlig, alvis og almægtig Guddoms eksistens til kendsgerning for den udviklede forsker.