20. Roden til alt eksisterende ondt eller åndeligt mørke i verden, roden til al lidelse, til alle ulykkelige skæbner er således udelukkende manglende kosmisk viden og næstekærlighed, hvilket igen vil sige: manglende evne til at forstå sin næstes væremåde og manglende evne til at tilgive det i dennes væremåde, vi mener er en uret imod os. Evner og anlæg som et væsen ikke har, kan det umuligt anvende i dets væremåde. Derfor er det nødsaget til at måtte indrette sin væremåde således, at det med den kan opretholde sin livstilstand uden disse manglende evner. At denne livstilstand må afvige fra de væseners livstilstande, der netop er baseret på virkelig kosmisk viden og kulminerende næstekærlighed, er selvfølgeligt. Da de førstnævnte væsener ikke har nogen kosmisk viden, og de heller ingen næstekærlighed har, kan det umuligt opfylde livsloven: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv". De kender ikke til den virkelige Gud, denne kan højst være et mysterium for dem. Da de heller ingen næstekærlighed har og derfor heller ikke har evnen til at tilgive og skal leve i en verden eller livszone, hvor alle de øvrige væsener mere eller mindre er af samme slags og heller ikke ved selvoplevelse kender den virkelige Guddom og livsloven, og for hvem det heller ikke er almengældende at tilgive sin næste, er disse væseners livszone nødsaget til at blive en ukærlighedens og lidelsernes verden. Uden viden om livsloven, der altså er det samme som næstekærlighedsloven, og uden evne til at føle næstekærlighed, kan væsenet kun føle kærlighed til sig selv, der er det samme som "egoisme" eller "selviskhed". Denne egoisme eller selviskhed udgør altså den primære drift i væsenets væremåde overfor dets omgivelser. Væsenernes motto er her: "Enhver er sig selv nærmest". Og væsenerne forsvarer deres herpå baserede livstilstand med vold og magt, hvilket igen er det samme som det dræbende princip. Men hvordan skulle væsenerne i en verden, hvor alle mere eller mindre bruger vold og magt for at hævde sig selv, ligegyldigt hvad det så end koster andre væsener af lidelser og smerte, ja, måske endog døden, kunne hævde sig på anden måde? – Hvordan skal en sådan verden blive andet end en krigens verden, hvor alle er i krig med alle? – Væsenerne må således her dræbe for at leve. Ja, de må endog i visse tilfælde indtage andre væseners organismer som føde. Dette gør ikke denne, de ufuldkomne væseners verden mindre brutal og bloddryppende. Denne mørkets, krigens eller det dræbende princips verden strækker sig i spiralkredsløbet fra den kødædende plantes sfære og frem igennem dyreriget og når her sin kulmination i det ufærdige menneskes dyriske natur. Det er denne kulmination af det dræbende princips udfoldelse af lemlæstelse, død og udslettelse vi bliver vidne til i det jordiske menneskes evne til at anvende atomkræfterne i sin morderiske kunnen. Fra kun at kunne befordre sin morderiske kunnen ved hjælp af stenøkser, bue og pil har det nu udviklet sig til at kunne befordre den nævnte kunnen i en millioner af gange større kapacitet. Ved hjælp af atom- eller kernevåben kan det ligesom i et lynglimt udslette en millionby med dens befolkning og kulturværdier. Og det er også blevet til kendsgerning, at man i givne situationer ikke viger tilbage for at benytte sig af disse helvedesbefordrende foreteelser. Menneskeheden er i dag i stand til at kunne udslette hele menneskeheden, hvis ikke den var totalt underlagt en højere magt, var et led i et guddommeligt forsyns verdensplan, hvis grundtone er kærlighed, og hvis slutfacit er verdens frelse: menneskehedens skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Når den jordiske menneskehed i en så enorm grad har udviklet evnen til at dræbe eller sin morderiske kunnen, viser det os, at den endnu ikke har kosmisk viden og heller ikke nogen særligt udviklet næstekærlighed. Der, hvor disse to realiteter mangler, kan kun mørket, krigen eller helvede eksistere. Vi ser derfor også, at jordens mennesker har levet i krig i hele dens fortidige eksistens og frem til i dag, hvor den også lever i krig. Det er rigtigt, at der imellem visse lande er tale om fred, men denne fred er kun en slags våbenstilstand og er kun opretholdt i kraft af overlegen militær- eller våbenmagt. Men en fred, der kun kan opretholdes ved overlegen militær- eller våbenmagt udgør i sit princip kun den samme fred som den, man har med vilde dyr, der er spærret inde, eller med giftslanger, hvor gifttænderne er trukket ud. Den virkelige fred er kun den, der er en virkning af sand næstekærlighed. Den virkelige fred er noget, der absolut frivilligt bliver givet og ikke noget, der kun eksisterer i kraft af politiske håndjern, der er pålagt væsenerne af overlegne, materielle magter. Dette betyder naturligvis ikke, at disse "håndjern" i visse tilfælde ikke er en absolut nødvendighed eller livsbetingelse. Men en sådan tilstand er ikke nogen virkelig fred. Den er kun en tvungen våbenstilstand. Men en våbenstilstand er absolut ikke nogen varig garanti for beskyttelse. Den kan briste og afføder da krig, lemlæstelse, død og undergang. Menneskene lever derfor i en permanent dødsfrygt. Dette får dem til at skabe mere og mere raffinerede og dødbringende krigsvåben. Og de er altså nået frem til den kolossale morderiske kunnen, som vi i det foranstående har berørt. Og i værste tilfælde ser menneskene denne morderiske kunnen som deres eneste fundamentale beskyttelse imod mørket og krigen. De forstår absolut ikke, at de dermed rodfæster sig i mørket, binder sig til krigens og lidelsernes sfærer. Deres væremåde er trods kristendom og andre verdensreligioner en dødens kultus.
      Men det er ikke blot den manglende kærlighed til de levende væsener, dyr og mennesker, der binder væsenerne til mørket og lidelserne. Væsenernes daglige væremåde har også en hundrede procents skæbnedannelse i en anden verden end i mellemkosmos. Denne anden verden er deres egen organisme, der jo udgør et univers eller en verden af levende væsener. Disse væsener er ganske vist mikrokosmiske overfor os, men dette forhindrer ikke, at vort forhold til disse væsener også urokkeligt danner skæbnebuer. Vi kan skabe glimrende livsbetingelser for disse små væsener i vor organisme, og vi kan skabe så elendige livsbetingelser, at det bliver til ulykkelige skæbner for dem. Da det er i kraft af disse små væseners livsfunktioner, at vi er i stand til at opretholde vor fysiske organisme, vil denne opretholdelse blive undermineret og i værste tilfælde helt umulig, og organismen går under, hvis vi udsætter disse vore mikrovæsener for misrøgt. Det er denne underminering af vor organisme, vi kender under begrebet "sygdomme". Sygdomme vil således, ligesom al anden skæbne, være virkninger, vi selv er den absolutte første årsag til. Vi kan indtage forkert føde, og vi kan indtage forkerte drikke, vi kan udsætte vor organisme for overanstrengelse, vi kan bevirke, at den ikke får søvn nok, vi kan udsætte den for manglende beskyttelse imod kulde, snavs og uhygiejne og mange andre skadelige eller dødbringende foreteelser for dens mikrovæsener. Da millioner af syge mennesker befinder sig på hospitaler, og andre millioner går rundt i hjemmene og er syge, og atter andre millioner af de såkaldte "raske" eller "sunde" i høj grad lever ganske upåagtet heraf på den samme levevis og med de samme dødbringende vaner og tilbøjeligheder, har vi her hospitalernes kommende patienter. Og i mange tilfælde er sygdommene, trods lægers og sygeplejerskers energiske og kærlige omhu, kun en lang dødsproces. At disse dødbringende vaner og tilbøjeligheder, hvilket vil sige nydelse af nikotin, alkohol, narkotika, såvel som udsvævelser, overanstrengelse, for lidt søvn osv. kan have kropslige eller legemlige mentale større eller mindre invaliditet til følge i kommende liv, skal vi komme tilbage til i senere symbolforklaringer. Et levende væsens forhold til sin organismes mikrovæsener har også en anden og meget stor betydning for væsenets placering i den fysiske verden. De er medbestemmende i hvilke ydre behagelige eller ubehagelige naturomgivelser væsenet får. Det kan komme til at bo på meget livsfarlige steder, og det kan komme til at bo i de mest livssikre og fredelige omgivelser. Vi ser, der er mennesker, der bor på steder, hvor de ikke er sikre overfor store oversvømmelser, jordskælv, vulkanske udbrud, cykloner og andre naturkatastrofer. Er ikke tusinder af mennesker omkommet ved sådanne naturkatastrofer igennem tiderne? – Da der absolut ikke kan ske noget tilfældigt, og da ethvert væsen selv udgør den absolutte første årsag til sin egen skæbne, kan det absolut heller ikke være tilfældigt, at et væsen rammes af en naturkatastrofe. Alle de mennesker, der igennem tiderne er blevet ramt af naturkatastrofer er således også her selv den absolutte første årsag til denne deres skæbne. Hvis et væsens livstilstand i særlig grad opretholdes ved andre væseners unaturlige død, såsom ved nydelsen af animalsk føde eller kødspisning og ligeledes ved mord, drab og lemlæstelse i andre situationer og samtidig indtager de forannævnte krops- eller legemsødelæggende giftstoffer er et sådant væsens skæbnebuer så belastet med returvirkninger af denne væsenets morderiske væremåde, at det er prædestineret til når som helst at komme ud for den samme unaturlige død eller mørke skæbne, som det med sin morderiske væremåde har påført andre væsener. I et sådant tilgodehavende af mørk skæbne, lurer denne skæbne på det allevegne. Det er i sig selv ikke prædestineret til at fødes eller bo der, hvor denne skæbne ikke kan eller vil have meget vanskeligt ved at komme til udløsning eller manifestation. Det vil således fortrinsvis komme til at bo eller eksistere der, hvor dets mørke skæbne ikke har nogen vanskelighed ved at komme til udfoldelse, for eksempel i krigshærgede lande og ligeledes i lande, der i særlig grad rammes af naturkatastrofer. Det kan også møde sin mørke skæbne i de berygtede såkaldte "koncentrationslejre", hvor mennesker på forskellige måder pintes til døde. De var således lejre eller centre for kulminationsudløsning af mørk skæbne. Dette, at væsenerne kommer til at opleve mørk skæbne fra naturens side, vil i princip være en oplevelse af, hvorledes det ser ud i den natur, de med deres nydelser af tobak, alkohol, narkotika m.m. skaber for mikrovæsenerne i deres egen organisme, der jo er disse små væseners verden og udgør den natur, de skal leve i, ligesom jorden udgør den organisme og natur, de selv skal leve i. Nydelsen af de giftige produkter og misrøgt af organismen giver således ikke blot karma i form af sygdom og nedbrydelse af denne, men den er også medvirkende i skabelsen af væsenets karma eller skæbne med hensyn til dets placering i dets omgivelser og ydre rum. Man kan ikke uberørt af karma eller skæbnevirkninger permanent skabe ulykkelige og dødbringende naturforhold for vore mikrovæsener i vor organismes indre og stadigt leve i glimrende naturforhold i den makroorganismes indre, i hvilken vi selv er mikroorganismer. Også her gælder det gamle ord: "Det, man sår, må man høste".
      Vi har nu her set, at årsagen til alt det onde i verden, årsagen til krigen, ulykkerne, lidelserne, årsagen til helvede eller ragnarok udelukkende skyldes væsenernes kosmiske uvidenhed og mangel på næstekærlighed. Vi har således her set, at dette: ikke at elske sin næste, dette ikke at tilgive ham, dette at hævne og hade, dette at være misundelig, skinsyg og jaloux, dette at nære brødnid, dette at myrde og dræbe (heri også indbefattet dette at dræbe dyr og leve ved animalsk føde), dette at være ond imod sin egen organismes mikrovæsener ved indtagelse af unaturlige nydelsesmidler, tobak, alkohol, narkotika og ved andre former for misrøgt af organismen, dette at forfølge sin næste med bagtalelse og udbasunere hans fejl eller formentlige fejl, dette at håne og forfølge alt religiøst eller lignende, dette ikke at vedkende sig sit ansvar for sine handlinger, dette at sætte børn i verden uden at ville eller kunne påtage sig forældreansvaret for disse og give dem et naturligt, kærligt hjem, dette at stjæle, lyve og bedrage og alle andre eksisterende ukærlige manifestationer eller handlinger både fysisk og mentalt, urokkeligt fører ind i mørkets kulmination, ragnarok eller helvede. Men dette helvede har ikke sit hjemsted hinsides døden. Det har sit urokkelige hjemsted her på det fysiske plan. Vi skal senere komme tilbage til at vise, at det virkelige guddommelige lys har sit primære hjemsted på det åndelige plan.