Efterhånden er menneskene blevet tænkere. Og nævnte religiøse livsopfattelse eller verdensbillede har hos disse mennesker affødt et ocean af spørgsmål, som de ikke har kunnet få besvaret af de religiøse autoriteter. De er derfor blevet materialister, de tror ikke mere på religionen. De er blevet gudløse, og med denne tilstand er moral og høje idealer synkende. Menneskene lever således for tiden i et kulturforfald samtidigt med, at de også lever i en kolossal vækst i materialistisk videnskab. Men denne videnskab kan absolut ikke erstatte det religiøse, hvis kirkelige eller dogmatiske form de er vokset fra og derfor er ganske uimodtagelige for. Når det førnævnte kristne verdensbillede ikke kan være moralsk støtte eller livsfundament for den intellektuelle sandhedssøger og andre intellektuelle mennesker, er det fordi, kristendommen kun er tilpasset mennesker, der i kraft af deres religiøse instinkt rent automatisk tror på dogmerne uden noget ønske om eller savn af disses intellektuelle udredning og bekræftelse. For mennesker, der forlanger en intellektuel eller logisk udredning af dogmerne, er kristendommen i sin nu udbredte form, som før nævnt, absolut ikke beregnet. I samme grad som menneskenes intellektuelle evner vokser frem, i samme grad mister de evnen til at tro og dermed evnen til automatisk at føres ved religiøse dogmer eller påbud uden underbyggede intellektuelle analyser.