Vi skal her give et lille eksempel på, hvorledes den kristne guddomsopfattelse ikke er materiale for intelligensmæssig efterforskning, idet denne fører til en meget afsporet guddomsopfattelse. Vi lærer indenfor kristendommen, at Gud er almægtig, alvis og alkærlig. Samtidig lærer vi, at Gud skaber mennesket. Vi er altså skabt af Gud. Vi har begyndt i moders liv. Vi har derfor ikke været til i noget tidligere liv, og kan således heller ikke have "syndet" i tidligere liv. Men ikke desto mindre får alle de børn, der bliver født til verden, en højst forskellig skæbne. Nogle fødes hos kærlige og velhavende forældre, får stor uddannelse, kommer til at leve i et ærefuldt miljø. Andre børn fødes til lidelse, vanrøgt, nød og elendighed, kommer til at leve i samfundets ringeste eller laveste miljø. Når disse børn ikke har levet før i noget tidligere liv, hvordan kan det da være retfærdigt, at de får en skæbne, der udgør en rystende modsætning til den, de førstnævnte børn får? – Hvordan kan en sådan forskelsbehandling være udtryk for en kærlig Gud? – Svaret herpå er det kendte udtryk: "Guds veje er uransagelige". Dette vil altså igen sige, at spørgsmålet er ubesvaret. Vi ser atter her, at den kristne terminologi ikke er givet som udarbejdede intellektuelle analyser. Den har ikke til opgave at skulle være en bevisførelse eller bekræftelse for intelligensen eller intellektuel efterforskning. Den er kun beregnet til at skulle give de bærende kosmiske kærlighedsfacitter tilpasset til mennesker, der føres ved deres religiøse instinkt og uintellektualiserede følelse, hvilket igen vil sige: evnen til at tro blindt på et objekt uden intellektuel bevisførelse. At en sådan uintellektualiseret terminologi umuligt kan være det endelige eller fuldkomne udtryk for den virkelige fuldkomne kristendom eller den absolut totale, kosmiske sandhed om den evige Guddom, det evige verdensalt og det levende væsen, skal vi blandt andet i det efterfølgende påvise. – Vi lærer i den kirkelige kristendom, at Guddommen er alvis, almægtig og alkærlig. Samtidigt lærer vi, at ethvert lille barn, der bliver født til verden, bliver fortabt eller går til helvede, hvis det ikke bliver døbt. Når Guddommen er alvis, véd han allerede hvilke af de små børn, der i dag befinder sig som fostre i moders liv, der skal blive fortabt og gå til helvede. Hvorfor frelser han ikke disse små børn fra denne rædsel, denne evige pine? – Hvis han ikke ved, hvilke af disse små børn, der skal gå til helvede, er han ikke alvis. Hvis han ikke kan frelse disse små børn fra denne frygtelige skæbne, er han ikke almægtig. Og hvis han ikke vil frelse dem, er han ikke alkærlig.
      Samtidig lærer vi også, at det kun er en lille part af menneskene, der bliver frelste, og at den store part går lige til fortabelse, til helvede. Kristendommen lærer, at Gud skaber menneskene. Ethvert menneske er således et resultat af Guds skabelse. Den store flok af mennesker, der går til fortabelse, til helvede, er disse da at betragte som mislykkede resultater af Guds skabelse? – Hvis dette er tilfældet, er Guddommen jo langt fra at være en fuldkommen skaber, langt fra at være almægtig. Men hvis det er med vilje eller fuldt overlæg, han skaber disse mennesker til denne grusomme skæbne, må det være en nydelse for ham at se disse lide og vånde sig i den nævnte evige pine. Når mennesker har en sådan tilbøjelighed til at føle velvære ved synet af andres lidelser, kalder man dem seksuelt abnorme, udtrykker dem som perverse, som sadister. Hvilken forskel er der da på disse mennesker og denne kristendommens guddom? – Dyrker kristendommen en sådan guddom? – Nej, det er naturligvis en selvfølge, at kristendommens mennesker ikke bevidst dyrker en sådan guddom. De aner blot ikke den logiske konsekvens af deres religionsforkyndelses ulogiske struktur. De har troet blindt på deres religiøse autoriteter. Var der noget i forkyndelsen, der var mærkeligt, og som man ikke forstod, slog man sig jo foreløbig til tåls med udtrykket "Guds veje er uransagelige".