Tiden står ikke stille. Og menneskene udvikler sig videre i ånd og sandhed. Hvordan skulle de ellers opnå at blive Guds billede efter hans lignelse? – Menneskene forlader efterhånden mere og mere instinktstadiet og går over i tænkningens stadium, hvilket igen vil sige: De forlader troens stadium og går ind i intelligensens eller videnskabens stadium. Og overfor dette stadium kan det forannævnte, religiøse og mangelfuldt forklarede verdensbillede absolut ikke holde stand. En sådan guddom, som det giver udtryk for, kan intet udviklet, logisk tænkende kulturmenneske acceptere eller dyrke. Det oplever, som levende urokkelig kendsgerning, mennesker, der er langt højere udviklet end den guddom, der er så ond, at den kan føre mennesker ind i en evig pine, skønt de kun har levet i en brøkdel af et sekund i forhold til den evighed, som denne deres straf udmåles med. Hvilket menneske kan ønske en straf eller hævn over nogen, der er så stor, at forseelsen i forhold hertil næsten er lig intet? – Evigheden er en tid uden ende. Utalte milliarders årtusinders straf, altså en straf uden ende, for en forseelse i et enkelt jordliv, der sjældent strækker sig over 100 år. Hvordan kan det være logisk og sand kristendom, at denne guddom, der med hensyn til denne strafudmåling selv synes at være blottet for kærlighed, forlanger næstekærlighed, forlanger at man skal tilgive – ikke blot én gang dagligt, – men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt? – Hvordan kan det være retfærdigt, at give en evig straf for en timelig forseelse? – Denne guddom har jo sagt: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Tror man ikke, det vil være godt eller gavnligt at komme til at kende denne guddoms virkelige og sande natur, der, som vi i kommende analyser skal se, i absolut forstand er kærlighed, og som kristendommen, rent bortset fra forannævnte fejlagtige opfattelse, dog også erkender. Men der er ingen mening i denne erkendelse, så længe man tror, at denne guddom sender den store part af menneskene ned i et evigt helvede, hvor de må vånde sig i en pinsel, der aldrig i al evighed nogen sinde skal høre op. Det kan ikke være noget stort ideal at blive skabt i en sådan guddoms billede efter hans lignelse. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus bebudede, at en virkelig og sand viden, ja, selve Guds viden eller den absolutte hellige ånd, skulle komme til menneskene, og at de ikke skulle blive ved med at leve på instinkt og ulogiske følelsesopfattelser, blive ved med at tro, at det såkaldte "onde" var udslag af en vred guddoms hævn og had mod de mennesker, som ovenikøbet var forførte af djævelen, hvis magt naturligvis var langt større end deres egen, og overfor hvilken de derfor måtte være mere eller mindre hjælpeløse. At straffe mennesker, fordi de blev forførte af en magt, der var umådeligt meget større end deres egen, tyder hverken på alvisdom eller alkærlighed. Det kan kun betyde abnormitet og misbrug af magt.