Efterhånden som plantevæsenet har udviklet sig frem til at blive et dyr, bliver enpolethedens virkninger mere og mere synlige. Disse virkninger giver sig udslag i væsenets sympatiske anlæg. Her fremtræder de som fundamentet for væsenets parringstilstand, dets forelskelse eller kunstige sympati for ægtemagen og afkommet samt dets antipati over for væsener af dets eget køn. Derfor kan enpolede væsener ikke opfylde loven om at elske sin næste som sig selv. Det er derimod en livsbetingelse for det at blive ét med et væsen af modsat køn. Det har ikke noget som helst næstekærlighedstalent. Det er ikke organisk udstyret til at kunne udløse virkelig eller absolut alkærlighed. Det er rigtigt, at et dyr i visse tilfælde ved forkælelse kan bringes til at udvise stor sympati for det menneske, der har forkælet eller været venlig imod det, men denne sympati kan dog ikke udtrykkes som alkærlighed, eftersom den ikke er opstået eller eksisterer betingelsesløst. Uden forkælelsen ville den ikke være kommet i stand. Alkærligheden opstår og eksisterer ganske betingelsesløst eller ganske uafhængig af forudgående fordringer. Den sender ligesom solen sine stråler af lys og varme ud over onde og gode og ud over retfærdige og uretfærdige, ud over fjender såvel som venner. Vi har således her den fundamentale forskel på henholdsvis enpolethedens og dobbeltpolethedens virkninger i væsenets væremåde.
      Enpolethedens væsener er som nævnt af en sådan natur, at de ikke kan opfylde kærlighedsloven eller dette at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. Deres sympatiske anlæg kan kun udløse den sympati, vi kender som forelskelse. Denne har ikke noget med alkærlighed at gøre. Den er derimod i bedste tilfælde en glødende sympati, der ligefrem grænser til tilbedelse af det væsen, der er objekt for forelskelsen, for så vidt dette objekt eller væsen gengælder forelskelsen med samme glødende forelskelse. En sådan gensidig forelskelse mellem et hankøns- og hunkønsvæsen udgør det højeste i dyreriget eller de enpolede væseners livsoplevelse. Det er et lysglimt fra den lysets og salighedens verden, de så at sige lige er kommet fra. Da oplevelse af dette guddommelige lys er en livsbetingelse for væsenet i mørkets og lidelsernes verden, bliver væsenernes højeste interessesfære begæret efter samliv med et væsen af modsat køn. De er således organisk formet, at de igennem den såkaldte parringsakt kan udløse en kulmination af den allerhøjeste eksisterende behags- eller vellystfornemmelse. Denne fornemmelse kan i sin totale fuldkommenhed kun udløses mellem et hankøns- og hunkønsvæsens seksuelle organers glidende berøring med hinanden. Denne glidende berøring udløser altså dette kulminationsglimt af behagsrus eller salighed. Disse salighedsglimt er den allerhøjeste inspiration og lysoplevelse for det enpolede væsen i renkultur, hvilket vil sige: dyret i renkultur. Men nævnte saligheds- eller lysglimt er disse væsener i dyrisk renkultur organisk byggede til kun at kunne opnå med et væsen af modsat køn. De kommer derved til at eksistere sammen med væsener, de ikke er organisk byggede til at kunne elske, nemlig væsenerne af deres eget køn. Disse væsener føler sig mere eller mindre frastødt af hinanden. Da alkærligheden endnu ikke forekommer hos disse væsener, og de heller ikke organisk er opbygget til seksuelt at kunne opleve salighedsglimtene med hinanden, er de prædestinerede til kun at skabe mørk atmosfære. De må især rivalisere eller kæmpe om det modsatte køns gunst. Og her opstår skinsygen. Den er roden til alt det onde eller mørket i verden. Dertil kommer også, at de må forsvare den gunst eller parringstilstand, de har opnået med et væsen af modsat køn. De må således forsvare ægtemagen og afkommet, rent bortset fra, at de også må forsvare sig imod de væsener, der efterstræber deres organismer som føde. De lever i en permanent krig. De er da også udstyret organisk med både forsvars- og angrebsredskaber. Denne dyriske eller mørke sfære ville ikke på nogen som helst måde kunne opstå, hvis ikke væsenerne var enpolede og dermed skabt til ikke at kunne opfylde loven for tilværelse nemlig dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Men hvis væsenerne ikke fik denne adgang til at opleve mørket, ville de overhovedet aldrig nogen sinde kunne få bevidsthed. Og uden bevidsthed absolut ingen oplevelse af livet.
      Mørket er således absolut ikke noget djævleværk, men er i allerhøjeste grad en livsbetingende, guddommelig anordning i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Det er derfor ikke så mærkeligt, at "Gud måtte skabe Eva", og at "slangen måtte forføre Eva" og "Eva måtte begå syndefald" eller "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt", eftersom disse foreteelser netop er urokkelige led i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Uden "syndefaldet" ingen skabelse af bevidsthed, ingen vej til oplevelse af visdom og kærlighed, ingen vej til kosmisk indvielse eller den store fødsel, ingen vej til at blive ét med Gud. At det er ubehageligt ændrer således ikke dets identitet som et livsbetingende gode.