For det i næstekærlighed fremskredent udviklede væsen er det synligt, at de førnævnte religiøse autoriteter og repræsentanter inden for et temmelig stort mentalt område slet ikke repræsenterer eller udfolder den næstekærlighed, som de selv docerer fra deres autoriserede talerstole. Dette kan naturligvis ikke lægges dem til last, da denne deres væremåde jo er et udviklingsspørgsmål. Intet væsen kan repræsentere eller udvise et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. Og denne bog fremkommer da heller ikke for at skulle udgøre eller være en forfølgelse af nogen art af de pågældende væsener, men udelukkende kun for at være en upartisk vejledning eller hjælp for den ærlige, intellektuelle søgende i hans bestræbelser for at komme til den virkelige sandheds erkendelse.
      Hvad er det da, der gør doceringen fra de kristnes autoriserede prædikestole frastødende i stedet for tiltrækkende? – Ja, foruden den førnævnte docering af det "evige helvede", den "evige fortabelse", en "vred" og "straffende" guddom osv. er der mange andre og mere direkte eller åbenlyse manifestationer, der ikke på nogen logisk måde kan henføres til at være i kontakt med den højeste af Jesus selv manifesterede virkelige kristendom, og således heller ikke kan være i kontakt med selve næstekærlighedsloven.
      Det kan ikke nægtes, at der fra væsener, der mener om sig selv at være "hellige", "frelste", hvilket altså vil sige væsener, der opfatter sig selv som et eftertragtelsesværdigt udtryk for sand kristendom, undertiden udstråler "intolerance" eller fordømmelse af andre på det religiøse område anderledes tænkende væsener, ja, ligefrem manifesterer vrede og forfølgelse, undertiden med en nidkærhed i had og fordømmelse, der helt stiller den sande næstekærlighed og dermed den sande kristendom totalt i skygge.
      At denne nidkærhed endogså kan doceres fra selve kristendommens egne autoriserede talerstole under begreberne "hellig vrede", "retfærdig harme", har ikke gjort atmosfæren omkring disse mere lysende. Hvor mange er ikke ud fra denne nidkærhed blevet forfulgt, forbandet og dømt til "evig fortabelse", "helvede" eller til en "evig gråd og tænders gnidsel"? Var ikke inkvisitionen udtryk for den samme nidkærhed? – Skabte den ikke terror, lemlæstelse og lidelse for sine ofre, ja, pinte dem til døde, fordi de havde andre tanker, havde en anden opfattelse end den lovbefalede eller autoriserede "kristne"?
      Men en "kristendom", der giver sig udslag gennem sådanne udtryk, er ikke nogen kristendom, hvilket igen vil sige, at den ikke er udtryk for nogen virkelig kærlighed til alkærlighedens Guddom, thi i så fald ville dens tilhængere have udtrykt glæde ved at være i hans billede efter hans lignelse. De ville have elsket de forskrifter, som denne Guddom gennem Jesus og andre store vise har ladet komme til udtryk i Bibelen, der jo er deres egen hellige bog.
      Hvad er det da for en gudsdyrkelse, disse mennesker repræsenterer? Hvem er det, de i virkeligheden dyrker? – At de dyrker noget, kan man slet ikke komme uden om. De har med overdådig tydelighed givet til kende, at de var meget indignerede over anderledes tænkende væsener. Men da al irritation i sin dybeste analyse er en selvopholdelsesenergi, hvilket vil sige, at den er et led i den dyriske selvopholdelsesdrift, bliver det her synligt, at nævnte indignation er analog med hundens vrede over kattens eksistens.
      Når hunden jager katten, eller den gøer og forfølger andre væsener, dyr og mennesker, der kommer for nær til dens herre eller dennes enemærker, så skyldes det jo dens selvopholdelsesdrift. Den søger i sin forfølgelse enten bevidst eller instinktmæssigt at bevare den for dens egen eksistens så nødvendige herre og dennes ejendele. Den ser i al medbejlen til dens herres gunst en underminering af dens egen tilstand og er som alle andre dyr bygget til at være en modstander heraf. Denne modstand er altså det samme som selvopholdelsesdriften. Hos dyret er denne en naturlig ting, ja, er ligefrem en dyd. Det ville jo slet ikke kunne hævde sig foruden. Og i de første primitive menneskestadier er nævnte dyd da også ligefrem den højeste form for gudsdyrkelse. Er det ikke netop denne, der var kernen i den nordiske gudelære? – Var det ikke de stærkeste og mest sejrrige, hvilket vil sige de mest dræbende og fysisk magtfulde, der blev udtrykt som kæmper og helte? – Og var det ikke netop disse helte, der kom i datidens himmerige Valhal?
      Den bærende energi i denne gudsdyrkelsesform var altså i virkeligheden analog med den energi, der er dominerende i pladshundens mentalitet. Men en gudsdyrkelse, der er analog med eller udtrykker pladshundens mentalitet, kan ikke være en gudsdyrkelse, der er værdig for "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og ved at se tilbage på menneskehedens udvikling, bliver vi da også vidne til, at disse fortidige dyder er degenererende og fremtræder for os i dag under navne som misundelse, skinsyge, intolerance, had og vrede. Disse bevidsthedsenergier er alle uden undtagelse befordrende det dræbende princip, er energier, uden hvilke det ville være umuligt at blive særligt kvalificeret til Valhal. Men i vore dage har de ikke mere så god en klang. Igennem den gængse kristendom udtrykkes disse fortidige dyder som rene mørketendenser, der fører menneskene lige lukt ind i nutidens helvede til "gråd og tænders gnidsel", og som de derfor må vænne sig af med for at blive kvalificerede til den ønskede "salighed".
      Dog kan man ikke lige pludselig vænne sig af med at være et dyr, og menneskene har da også fundet på at leve i troen på "syndsforladelse", ligesom de har vænnet sig til at dække en hel del af disse dyriske tendensers udbrud under de førnævnte begreber: hellig vrede og retfærdig harme og derved stimuleret deres tro på disse udbruds "straffefrihed" og den hermed forbundne adgang til kristendommens "paradis".
      På mellemstadiet af hedenskab og kristendom har disse væsener altså fundet på at tilsløre nogle af deres lavere tendenser, noget af deres endnu ikke overvundne dyriske natur med en slags mental camouflage, så de får skinnet af at være "hellige" eller "retfærdige" og dermed opfyldende de idealer, som den sande kristendom stiller som betingelse for adgangen til dens "paradis". Og under denne camouflage har de nævnte naturer rigtigt kunnet boltre sig. Her har de rigtigt kunnet få luft. Hvor meget blod er der ikke på denne basis igennem tiderne kommet til at flyde? – Hvad var inkvisitionen med dens frygtelige tortur og pinsler andet end dyrisk had og forfølgelse, en slags selvopholdelsesdrift, et middel til at bevare det i "Jesu navn" indvundne pavelige magtvælde? – Var den ikke et storartet middel til at bevare folkets naivitet og uvidenhed og dermed få glimrende gang i salget af "syndsforladelse"?
      Ved at stille de høje kristne idealers øjeblikkelige overholdelse op som betingelse for adgang til "paradiset", måtte der opstå en masseudfoldelse af mindreværdskomplekser, thi det dyriske menneske kan ikke pludselig opfylde de kristne idealer, men kun med tiden udvikle sig dertil. Jesu udtalelse om "talsmanden den hellige ånd" udtrykker dette tydeligt, foruden at selve livet eller udviklingen generation efter generation gør det til en mere og mere åbenlys kendsgerning.
      Der blev altså en overordentlig jordbund for skabelsen af forestillingen om synd. Men da synd var en spærring for himlen eller det evige liv efter døden, måtte man jo have forladelse for denne. Og jo mere udbredt og fast denne forestilling var, jo flere penge kom der til at klinge i de "syndsforladende" autoriteters kasse. Intet under at man med band og bål, tortur og henrettelser forfulgte hvad og hvem, der blot i mindste grad kunne virke underminerende på denne guldstrøm eller stille de førnævnte autoriteters position i skygge. Man forstår derfor også godt, hvorfor man forbød menigmand at læse i Bibelen. Der står jo ikke noget i denne om, at det koster penge at få syndernes forladelse, eller at nævnte myndigheder virkelig sad inde med magt til at "forlade synder".
      Nævnte forbud og tortur var altså en beskyttelsesforanstaltning imod opdagelse af disse myndigheders falske autoritet. Det var et forsvar for bevarelsen af den af disse myndigheder opfundne berigelsesmetode. Inkvisitionen var ren og skær egoisme, hvilket vil sige egendyrkelse camoufleret som gudsdyrkelse.
      Men hvor findes der en gudsdyrkelse, der ikke er camoufleret egendyrkelse? – Jo, den findes der, hvor der ikke eksisterer nogen som helst form for de dyriske selvopholdelsesenergier: misundelse, vrede, had, intolerance osv., hvilke energier alle uden undtagelse jo er egendyrkelsens ufejlbarlige kendetegn. Disse kan nemlig aldrig i noget som helst tilfælde komme til udløsning uden at være et forsvar for positionen af én selv eller det, man elsker, det være sig væsener eller ting.
      Er det da ikke smukt og ideelt at kæmpe for det, man elsker? – Jo, i dyreriget er det en dyd. Vejen til Valhal ligger frit banet for alle dem, der er dygtigst til at kæmpe. Men da dette at kæmpe er det samme som at dræbe, er Valhal altså himmeriget for de største – mordere. Kulminationen af at kæmpe for det, man elsker, er således mord. Men er det smukt at myrde? – Er det jordiske menneske ikke ved at være på et stadium i udviklingen, hvor sådanne idealer bliver af tvivlsom karakter? – En mand elsker at blive rig og dræber alt, hvad der kan være en hindring for ham i at nå dette, en anden elsker sin næstes hustru og dræber alt, hvad der hindrer ham i at eje hende, er denne kamp smuk? – Selv om sådanne idealer så at sige er almengældende, ja, for den førstes vedkommende i form af camouflagen "forretning" ligefrem er autoriseret, så kan man ikke sige, at de har almenhedens udelte sympati. Og derfor vil den sidste camouflage af kampen for at opnå de materielle begærs tilfredsstillelse netop blive – "gudsdyrkelse".
      Under denne maske vil man endnu et langt stykke tid kunne dække sin vrede og harme henholdsvis under begreberne hellig og retfærdig. I Jesu navn vil man endnu i stor udstrækning få luft for sine uovervundne dyriske tendenser. Som "hellige", "frelste" eller "rettroende" vil tusinder af mennesker hade og forfølge anderledes tænkende, dømme og bandlyse enhver, der blot i mindste måde vover at stille deres "religiøse" position i tvivl. Var det ikke det, vi lige har set med inkvisitionen? – Og foretoges middelalderens korstog ikke også i "Jesu navn"? – Ja, hvad mener man om selve Jesu korsfæstelse? – Var den ikke baseret på et "ypperstepræsteligt" initiativ? – I "Guds navn" henrettede man den "formastelige", der vovede at stille de dagældende religiøse myndigheders position i tvivl. I ly af det ypperstepræstelige skrud blev man i stand til at begå verdens største forbrydelse. Man terroriserede og myrdede et moralsk geni. Man dolkede i ryggen den Gud, hvis tjener man foregav at være – alt sammen kun for at hytte sit eget skind.
      Og hvad gør man i dag? – Er det ikke i kristendommens navn, den hvide races krige bliver ført? Har man ikke eksempler på, at soldater og mordvåben bliver velsignet af dens præster? – Har man ikke eksempler på, at andre racer kalder deres krige og overfald på andre nationer for "hellige"?
      Og hvad så med de religiøse sekter? – Bekriger de ikke hverandre? – Er det næstekærlighed? – Er det overholdelse af budet "dømmer ikke"? – Er det ikke indignation, vrede og intolerance? – Er det ikke nøjagtig den samme årsag, den samme energi, som gør sig gældende ved alle andre former for vrede og forfølgelse, nemlig: angsten for sin egen positions undergang?
      Det er ligesom håbet om "evig fortabelse" for alle anderledes tænkende, således er den levefod, hvorpå disse menneskers "kristne" tabernakel og position er baseret. I modsat fald måtte de gå i Jesu fodspor og basere deres himmerige på det samme urokkelige fundament som han, nemlig dette, at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". De måtte vige meget langt tilbage fra at dømme nogen til den forfærdelige pinsel, som en "evig fortabelse" må udtrykkes at være. De måtte i ethvert tvivlsspørgsmål give udtryk for den samme kærlighed som Abraham, da han sagde til Loth: "Kære, lad der ikke være strid om vore græsgange, går du til højre, så går jeg til venstre, og går du til venstre, går jeg til højre". Men som vi har set, har de i en ikke ringe udstrækning valgt det modsatte. De "kristne" stater, sekter og samfund benytter endnu hver på sin måde krigens metoder med straf og terror og afslører dermed, at den autoriserede kristendom endnu ikke er i renkultur eller fri af hedenskab.