Humanismens område er således i vækst og underverdenens i aftagende. Men dermed er næstekærligheden jo i vækst og alt det såkaldte "onde" i aftagende set fra det højeste synspunkt. Da alle asociale handlinger således kun kan eksistere som "ukrudt", der må udryddes, medens de sociale derimod er autoriserede og derfor bliver hjulpet frem til blomstring, er alle væsener og ting kosmisk set på vej imod lyset. Men dette stemmer jo vældigt overens med logikken i ildsøens store forvandlingsproces til beboelig klode for animalske væsener.
      Som vi tidligere har påpeget var alle de ydre nødvendige betingelser for disse væseners fuldkomne fysiske eksistens allerede til stede, men de samme væsener manglede endnu evnen til at se dette og myrdede og lemlæstede derfor hverandre af frygt for, at de ellers ikke kunne hævde sig, få del i værdierne og blive lykkelige. Men da mangelen af denne evne alle vegne giver sig udslag i netop asociale foreteelser, og disse igen bliver bekæmpet af selve samfundet, hvis hele eksistens eller kulturelle position netop står og falder med dets evne til at bekæmpe asocialismen, bliver det her til kendsgerning, at selve livet er en praktisering, en forkyndelse og fortolkning af selve næstekærlighedsevangeliet.
      Når al asocialisme således til sidst underminerer sig selv, bliver skriftens ord: "Alt er såre godt", her til levende, urokkelig virkelighed, bliver til videnskabelig sandhed. Men ved denne asocialismens tilintetgørelse af sig selv bliver det ligeledes til urokkelig virkelighed, at den nuværende asocialisme og dermed menneskenes lidelsestilstands totale ophør eller tilintetgørelse kun er et spørgsmål om tid. Ligesom det tog tid at befordre ildsøens forvandling til en animalsk klode med overdådige ressourcer for skabelsen af velvære for det levende væsen, lige så må det også tage tid at bringe det levende væsens dyriske, primitive mentalitet frem til at repræsentere en så fremragende intellektualitet, at det både sanser, ser og oplever disse ressourcers overdådighed og derved kan være i kontakt med de heraf opståede erfaringer.
      At det netop er denne udvikling eller forvandling af mentaliteten, der finder sted, blev jo til kendsgerning i konstateringen af asocialismens underminering af sig selv, hvorved dens modsætning eller næstekærligheden dermed udelukkende kun kan være forvandlingsprocessens foreløbige mål. Men da alt i tilværelsen derved bliver totalopfyldelsen af at gøre alt "såre godt", har vi hermed fundet selve livets dybeste facit urokkeligt stadfæstet. Men da dette facit således udløser sig i en proces, der medvirker til at gøre alt "såre godt", kan samme proces dermed kun være lige så nyttig og dermed lige så logisk som enhver af et menneske udløst manifestation eller handling.
      Om man vil benægte, at der er et tænkende og viljeførende ophav og dermed et "levende Noget", et makrokosmisk "levende væsen", en såkaldt "guddom" bag denne logiske skabelses- eller forvandlingsproces, og af hvis hensigt og intellektualitet denne er udrundet, er til en vis grad ganske ligegyldigt, da processen jo indtil hundrede procent har samme karakter og struktur som et tænkende ophavs frembringelse, ja, er endog endnu mere logisk og ufejlbarlig i opfyldelsen af sit formål end de manifestationer, der udgør et resultat af de jordmenneskelige viljer og hensigter. Om der er et levende ophav bag jordens forvandlingsproces eller naturens manifestationer er således totalt ligegyldigt, når resultatet er nøjagtigt det samme, som hvis der var et sådant ophav bag ved.
      Om der findes en bygmester bag opførelsen af et hus eller ikke kan jo være totalt ligegyldigt, hvis huset kan blive til og fremstå i nøjagtig samme logiske og hensigtsmæssige tilstand som den, det fremtræder i, når det er resultatet af en bygmester. Tror man ikke, det her er klogest at betjene sig af den filosofi, der går ud på, at et hus ikke kan blive til uden en bygmester? – Ville man ikke blive latterliggjort eller erklæret for sindssyg, hvis man ikke netop betjener sig af nævnte filosofi, men derimod ligefrem benægter den?
      Men hvorfor skal det da latterliggøres eller henregnes til naivitet at tro og opfatte, at der er et tænkende og viljeførende ophav bag manifestationen af al den intellektualitet, plan- og hensigtsmæssighed, der åbenbarer sig i den store forvandlingsproces, der har omskabt ildsøen til en så fuldkommen og strålende verden for animalsk liv som den, jordkloden udgør, og med så fuldkomne og hensigtsmæssige sanseredskaber som dem, vor egen kødelige organisme er udstyret med?
      Er hele denne store proces ikke et lige så realistisk fremtrædende udtryk for intelligensmæssig frembringelse eller intellektuel kunnen som den, en af et menneske frembragt bygning udtrykker eller repræsenterer?
      Ja, hvor har vel en bygmester de kundskaber fra, der har givet ham evnen til at skabe et formålstjenligt hus? – Er det ikke fra selve naturens eget skatkammer af kundskaber og kunnen? – Det er rigtigt, at han ganske vist mere direkte har tilegnet sig disse fra sin læremester i faget og lærere på tekniske skoler, men hvor har disse deres kundskaber fra? – Ja, hvad er i det hele taget kundskab eller videnskab?
      Er den ikke i sin analyse en viden om naturens processer, naturens reaktioner, naturens skabemetoder? – Har man nogen sinde set en professor, hvis videnskabelige position ikke var baseret på kundskab om et eller andet ved livet eller naturen? – Dens udfoldelse er altså alles virkeligste og dybeste undervisning, og hvorved livet selv således er menneskehedens største læreanstalt eller universitet. Det er fra dette universitet vi alle udgår. Ingen kan besidde kundskaber, de ikke har tilegnet sig gennem dette, ligegyldigt hvilken videnskabelig position de så end repræsenterer, eller ligegyldigt hvilket fag de så end tilhører.