Artikel:  (0-47)       Stk.:  (1-6)     
      Avanceret søgning

Tre slags skæbne

1965

39.1  Makrokosmos
Det vil let kunne iagttages, at det levende væsens livsoplevelse ikke kan eksistere uden at være et resultat af dets forhold til sine omgivelser. Det må først og fremmest spise og drikke. Den mad, det f.eks. nødvendigvis må have, får det fra dets omgivelser. Den fysiske organisme, det lever i, er også bygget op af og må vedligeholdes ved materie fra omgivelserne. Dets tænkeevnes udvikling og dermed dets bevidsthedstilstand er også betinget af dets forhold til andre levende væseners tænkeevne og bevidsthedstilstand. At disse andre levende væsener kan eksistere og dermed ligeledes det selv, betinges jo udelukkende af, at de eksisterer i en energiverden, der afføder alle de betingelser, der kræves, for at der i denne kan eksistere levende væsener. Men for at der i denne energiverden således kan eksistere levende væsener, må den være – levende. Hvis den ikke var levende, måtte den udgøre en død verden. Men en død verden kan kun eksistere som absolut stilhed, absolut ubevægelighed og dermed som absolut uforanderlighed; ja, kosmisk set vil der overhovedet slet ikke kunne eksistere en sådan verden. Men da en sådan verden ikke kan eksistere, vil en hvilken som helst livsudfoldelse og livsoplevelse ligeledes være en total umulighed. Det levende væsen lever således i en energiverden, der er levende. Men en energiverden, der er levende, kan kun eksistere som en – organisme. Men da en organisme kun kan eksistere som et redskab for et jegs oplevelse og manifestation af liv, kan den levende energiverden, der udgør de levende væseners omgivelser, således også kun eksistere som et redskab for et jegs manifestation og oplevelse af liv. Alle vore omgivelser: mineraler, planter, dyr og mennesker m.m., befinder sig således i et levende væsens organisme. Da denne organisme udgør jordkloden, bliver jordkloden her synlig som et levende væsen. Vi ser, at dette væsen også befinder sig i en logisk og levende energiverden, der udgør en organisme for et endnu større levende væsen og således fortsættende op i større og større organismer. Det er disse organismer, vi kender under begreberne solsystemer og mælkeveje. Og de udgør det, vi kalder "makrokosmos". Makrokosmos er således ikke på nogen som helst måde udtryk for noget dødt og livløst. Det udgør en kulmination af energi og bevægelse, der som bekendt ikke er dødens, men – livets – fornemste og urokkelige kendetegn.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.