Når det levende væsens jeg således er et "noget", der skaber formerne, der igen er det eneste, der kan være begyndelse og afslutning underkastet, bliver det her en kendsgerning for den udviklede forsker, at nævnte væsen udgør selve evigheden og igen med sin evne til at opbygge og nedbryde former er selve tidens og rummets behersker. Det levende væsens overbevidsthed, ånd eller jeg overlever altså al skabelse, al energiudløsning i verden, og det er dette evige væsen, vi har for os i vor næste såvel som i vort eget selv. Men når det levende væsen således er et evigt væsen, hvordan kan det da være, at vi aldrig ser dette levende væsen som et "evigt", men kun som et "timeligt" væsen? – Når almenheden eller det almindelige jordiske menneske kun ser dette levende væsen som et "timeligt" eller "dødeligt" væsen, skyldes det udelukkende den omstændighed, at den åndsfunktion eller sanseform, igennem hvilken det skal sanse den side ved det levende væsen, der udgør den evige del, er bragt ned til et så elementært stadium, at den så at sige er sat ud af væsenets vågne dagsbevidste funktion, er bragt til tavshed. Det er denne tavshed, stilhed eller ufuldkommenhed ved sanseevnen, der udgør den "død", der skulle blive resultatet af "syndefaldet" eller "nydelsen af kundskabens træ".